Roskilde 04: Sutrapumo – hvad rimer på kedeligt?

Rage Against The Machine gjorde blandingen af hip hop og metal til en sprængfarlig politisk bombe, mens Limp Bizkit udviklede fusionen til en velsmurt undeholdningsmaskine. Sutrapumos variant af hiphop-metallen var desværre lidt at sammenligne med bake-off sneglene, der bliver solgt i campingpladsens boder: Det smagte lidt af kanel, men det var langt fra den ægte vare.

Samspillet var tight, lyden var god, men der manglede i høj grad variation og personlighed i materialet, der virkede ret skabelonagtigt. Alle numrene var bygget op over afdæmpede hip hop- baserede vers og omkvæd med tunge men rimeligt anonyme nu-metalriffs, hvilket i længden fik settet til at minde om en samlebåndsproduktion.

Sutrapumo har ikke mindre end to rappere, men alligevel manglede der lidt tyngde i vokalleveringen. Meget af tiden nøjedes rapperne med at double hinanden og der var få steder, hvor de for alvor udnyttede situationen til at udveksle flows og skabe et mere dynamisk rytmisk udtryk.

Sutrapumo har potentialet til at spille fedt. Men i går nøjedes de med at spille pænt, og det var en skam.