Cowboy Junkies

‘Onesoulnow’ er intet mindre end det 15. udspil fra Cowboy Junkies siden dannelsen i 1985. Ud af denne lange række af albums forekommer ‘Onesoulnow’ hverken som tilhørende den dårligere eller bedre halvdel. Det er Cowboy Junkies, når de er… Cowboy Junkies. Hverken mere eller mindre.

Opbygningen af numrene på ‘Onesoulnow’ er i al væsentlighed bygget op omkring Margo Timmins’ karakteristiske vokal (Emmylou Harris som inspirationskilde lader sig bestemt ikke fornægte), mens en fast dæmpet rytmesektion og en stram guitar fra Michael Timmins’ hånd udgør det iørefaldende musikalske baggrundstæppe.

Det er tydeligt at høre, at denne grundskitse er de fire canadiere velkendt. Det bevirker, at sangene bliver leveret med sikker hånd, som måske ikke efterlader indtrykket af nytænkning og spontanitet, men som generelt holder et ganske flot niveau.

Teksterne, som guitarist Michael Timmins er ene ophavsmand til, er eftertænksomme og tilhører den blåsorte del af stemningspaletten. Emnerne kredser om klassiske temaer som kærlighedens kommen og forsvinden, skæbnen, lykken og almindelige menneskelige overvejelser omkring livets skrøbelighed. Emner, som den rytmiske musik ofte tager i behandling, nuvel, men gjort på forfriskende intelligent vis, som giver de måske til tider lidt monotone dystre toner passende samspil. Eneste anke herfra må være, at når en mand skriver tekster om kærlighed til en kvindelig vokal, udmønter dette sig i en seksuel forvirring, som i hvert fald for undertegnede ikke ligefrem underbygger budskabet.

Cowboy Junkies har begået et helt igennem stabilt album, hvor numre som ‘My Wild Child’, ‘No Long Journey Home’ og ‘The Slide’ med deres akustiske strejf og lette tråd skaber tilpas modvægt til albummets halvtunge og dybsindige grundfølelse. Dette medvirker til, at albummet besidder harmoni og undgår den til tider nærliggende monotoni.