Josh Ritter

Josh Ritter er et næsten ubeskrevet blad i dansk sammenhæng. ‘Hello Starling’ er hans tredje album, men det første, som bliver udgivet i Danmark.

På trods af sine kun 28 år formår Ritter at skrive og synge med en integritet, som kalder på sammenligner med genrens tungeste. Ved første gennemlytning rammes man af den lidt surreale tanke, at hvis nu Ryan Adams og Bruce Springsteen kunne få – og i øvrigt ville have – et barn sammen, og Nick Drake og Grant-Lee Phillips ville stå faddere, da ville dette barn måske lyde som Josh Ritter – i hvert fald når han er bedst. Det er han ofte på ‘Hello Starling’, skulle jeg hilse at sige.

Den lille fortælling, som albummets 11 numre hver især udgør, varierer lidt i stil og stemning, men holdes alle sammen af singer/songwriter-stilen med en central vokal og akustisk guitar.

Der er dog en passende variation i den musikalske ramme. Sange som første-singlen ‘Bright Smile’ og ‘Kathleen’ er kærlighedhedshistorier af den mere moderne type med en enkel tekst og et fængende omkvæd, mens numre som ‘You Don’t Make It Easy, Babe’ og ‘Wings’ (som er blevet indspillet af selveste Joan Baez på hendes nyeste album) har fundet sin inspiration i den mere country-prægede afdeling, således som denne bl.a. kendes fra Springsteens ‘The Ghost of Tom Joad’. Begge dele udføres på bedste vis.

I stedet for at råbe “skandale”, fordi Ritter ikke tidligere har ramt de danske musikhylder, bør enhver musikinteresseret med hang til guitar uden strøm, storytelling og den fortættede lejrbåls-stemning råbe “velkommen” og glæde sig over, at han nu er kommet. Holder han niveauet på ‘Hello Starling’, er det for at blive.