Kristofer Åström

‘Loupita’ er den fjerde udgivelse fra den svenske sing/songwriter og er til dato det mest stille af slagsen. Kristofer Åströms vokal er på de fleste numre kun akkompagneret af en akustisk guitar. Herudover er en ung og temmelig ukendt svensk sangerinde – Britta Persson – med til at løfte en god håndfuld af albummets sange med sin lyse og klare stemme.

Alle sangene på ‘Loupita’ er med en enkelt undtagelse skrevet af Åström selv. Rent musikalsk er det på et rigtig højt niveau, hvor de stille melodier på en og samme tid formår at skabe helhed og forskellighed. Stille akustisk musik, hvor kun en enkelt guitar bringes i anvendelse, kan ofte blive lidet forskelligartet og komme til at fremstå som ensartet og decideret kedelig i længden. Åström undgår dette på bedste vis med en varieret og meget melodiøs samling sange, som hver især udmærker sig, men som samtidig er med til at skabe indtrykket af et helstøbt album. I hvert fald på den musiske front.

Som antydet i overskriften mangler ‘Loupita’ nemlig den nødvendige tyngde i sine tekster. Her når Kristofer Åström desværre sin grænse. Teksterne er generelt kedelige og forudsigelige, og det virker gennemgående som en verbal spændetrøje, Åström er trukket i, ved at ville synge på engelsk.

Det kræver altså lidt ekstra lyrisk talent, når man ikke synger på sit modersmål, og selvom det kan være smukt, når “me” rimer på “free”, “best” rimer på “rest” og “away” rimer på “stay”, så er det det ikke i de fleste tilfælde. Heller ikke på ‘Loupita’. Det virker tværtom ordknapt.

‘Loupita’ er et vellykket album, der med sine små melodiøse sange lægger grobunden for en god omgang storytelling og dybfølt lyrik om den store kærlighed, der enten lige er kommet eller på vej væk. Desværre bliver dette ikke fulgt op af teksterne, som er tydeligt begrænset i deres sproglige udfoldelse, fordi en svensker nu engang synger bedre på svensk end på engelsk.