Lambchop – fra underdrevet til ligegyldigt

Det er på sin vis et underligt projekt, Kurt Wagner har skabt i form af det ni personer store orkester Lambchop. Et orkester, hvor underdrivelsen i de stille, stille sange er drivkraften på trods af, at det store opbud af tre guitarer, bas, trommer, percussion, pedal-steal, saxofon og flygel unægteligt lægger op til et noget kraftigere udtryk, end det er tilfældet.

Blot få måneder efter at have spillet Vega op formåede Lamchop at fylde det meste af Amager Bio onsdag med et dejligt aldersmæssigt blandet publikum. Og publikum blev vel modtaget af et sprudlende orkester, som syntes oprigtig glade for den store interesse, der her i landet er for deres Nashville country-pop-rock.

De tyste sange var naturligvis i centrum aftenen igennem, og det er da også her, at Lambchop er interessante. Men til trods for en stor indlevelse fra ikke mindst kapelmester Wager selv, så manglede hans underdrevne sange melodisk styrke.

Stemningerne var flotte, men det var som om, de aldrig rigtig nåede videre til at være krystalklare og gå helt ind under huden. Et forstyrrende element der ikke blev mindre af Kurt Wagners noget monotone stemme.

Men med det sagt, var tystheden Lambchops styrke, frem for når orkestret forsøgte at forvandle sig til et rock’n’roll-orkester. Her begyndte det at blive ligegyldigt med en 70’er soft-rock, der lagde sig op ad Bruce Springsteens og Van Morrisons gamle sange. Ærgeligt, når publikum så ud til at befinde sig bedst i det romantiske hjørne iført tonerne af underdrevne sjælere.