Ben Harper & The Blind Boys of Alabama

Forbløffende sjældent lykkes det at blande to i forvejen stærke og originale musikfarver til nye brugbare nuancer. Der er mange eksempler på vellykkede singlesamarbejder i rockhistorien, mens det kniber mere med helstøbte long playing eksperimenter. Samarbejdet mellem Ben Harper og The Blind Boys of Alabama ligger i den mere interessante ende, selv om langt fra alt lykkes på ‘There Will Be a Light’.

The Blind Boys of Alabama kommer med en glad omgang gospel og Ben Harper med sin både teknisk offensive og varme bluesrock. Resultatet er en stærkt krydret musikalsk gryderet med et nærmest uendeligt antal referencer. En Ray Charles i balladehumør og en tidlig udgave af The Black Crowes havde begge følt sig hjemme her. Førstnævnte i ‘Where Could I Go’ og sidstnævnte i den mildt æselsparkende ‘Wicked Man’. Musikken har ofte en herlig psykedelisk snert af uforudsigelighed, som alle kompositionerne dog ikke lever op til.

På enkelte numre når talenterne nemlig ikke sammen på midten, og lytterne må bide i det tørre ørkenstøv. Fortolkningen af Bob Dylans ‘Well Well Well’ er sløj, og et par af balladerne er slappe. Seks af pladens sange har referencer til religion som for eksempel kirke eller Jesus, så det hjælper gevaldigt at være kristen i kraniet for at synge med af fuldt hjerte.