The Prodigy

Det er sjovt at sidde og lytte til en ny Prodigy plade! Det er absolut lyden af 90’ernes rave parties med numre som ‘Out of Space’ og ‘Poison’ i starten af årtiet og ‘Firestarter’ og ‘Breathe’ i slutningen, men alligevel er der en ting ved The Prodigys lyd der holder dem friske og evig-relevante: Hektiske beats, holdt i tråd af markante basser og især de meget kendetegnende melodier, som der som oftest er rigtig mange af i et enkelt nummer.

Effektive hooks bliver aldrig umoderne, og dem er der rigeligt af, og det er netop det, der gør, at Prodigy kan slippe afsted med en måske lidt outdated lyd. Og i øvrigt har sikret at selv deres over ti år gamle album stadig holder, ligesom dette album sikkert vil gøre det i fremtiden.

Man kunne måske godt savne, at der blev taget lidt flere chancer, som i foreksempel ‘Medusa’s Path’. I de gode gamle dage kunne Prodigy blande punk med techno og reggae og slippe helskindet fra det, hvor det i dag mere er den rene technopunk og vokalsamples, der præger de vilde drum’n’bass beats.

Men nu har The Prodigy jo næppe forsøgt at lave et album, man kan sidde ned og fundere til, så denne anke er knap nok retfærdig. The Prodigy har til gengæld lavet et album, der er særdeles godt at gå/cykle/arbejde/rydde op til, og lur mig om ikke den nok skal fungere på dansegulvet også.

Det er meget dejligt at erfare på ‘Always Outnumbered, Never Outgunned’, at The Prodigy IKKE er fortsat ud af deres succestråd med Keith the Nutter på punkvokal og samplede heavyspader ud over det hele. Ikke at der var noget galt med det, men The Prodigys plader har altid markeret et nyt skift, og det ville ikke være i den rigtige “ånd” at prøve at gentage en succes.

Men hvad lyder det så som? Tjah, hvis man kunne tage de tre tidligere udgivelser og baske dem sammen i en blender, og så add’e lidt mere garagerock end de har haft før, så er det sgu et meget godt bud. Det virker rent faktisk som om, at Liam Howlett, der altid har været værkfører for de britiske elektronika-pionerer, er modnet og har fundet ind til en sound, der virkelig fungerer.

Det klæder iøvrigt bandet at bruge flere forskellige gæstesolister (bl.a. Liam Gallagher og Juliette Lewis som iøvrigt burde synge meget mere end hun gør), selvom det ofte kan være vanskeligt at decifrere hvem der er hvem efter en tur igennem Howletts klippebord.

Jeg glæder mig til at opleve det live.