Efterklang – kollektivets forunderlige dynamik

Jeg når lige akkurat at ankomme, før regnen igen brager ned over Vesterbro. Jeg er på vej til et aftalt interview med Efterklang for at få en snak med et par af bandets medlemmer før udgivelsen af gruppes debutalbum. Rasmus byder smilende velkommen på privatadressen. Han har god grund til at smile, for på mandag udgiver Efterklang debutalbummet “Tripper” synkront på fem kontinenter. Thomas, som er bandets trommeslager og slagtøjsekspert er allerede ankommet, og det er de to, der i aften repræsenterer musikkollektivet Efterklang til en samtale om deres kommende album, gør-det-selv mentalitet og det at arbejde i et seks mand stort orkester.

“De andre er i øvelokalet i aften for at forberede vores tourné sammen med Blue Foundation”, fortæller Thomas. Det er en nødvendig konsekvens af at være så mange bandmedlemmer forklarer de. Normalt er Efterklang en sekstet, og når de spiller live, er de ofte intet mindre end 10 mænd og kvinder på scenen for at fremføre Efterklangs stemningsfyldte musik. På Blue Foundation tour’en er det dog en nedbarberet og mere elektronisk orienteret udgave af Efterklang, som publikum vil møde. Denne konstellation har fået tilnavnet Efterklang (pi). Men det er stadig Efterklang forsikrer Thomas.

3 år i øvelokalet
2004 har indtil videre været et fremadstormende år for Efterklang, som nu sender det første fuldlængde album på gaden på det prominente engelske selskab The Leaf Label. Det hele startede tilbage i 2001, hvor bandet forholdsvis målrettet arbejdede på at finde frem til kernen i Efterklangs musik. De var dog ikke altid klar over hvor det bar hen, og det var en meget afsøgende periode, fortæller Rasmus. Efter nogle år i øvelokalet har bandet nu fundet et udtryk som passer dem godt, og som de alle kan identificere sig med. Mellemstationen var den pelsklædte og håndlavede EP “Springer”, som bandet selv udgav på deres eget selskab Rumraket. “Tripper” er skudt af sted fra samme affyringsrampe, og pladen er således en videre udbygning af det udtryk, som for alvor var med til at give Efterklang en personlig karakter.

Fra laptop-skitser til kollektivt udtryk
“Tripper” befinder sig musikalsk i et katedralisk rum mellem lavmælt electronica og eksperimenterende post-rock. Rasmus og Thomas nævner selv uopfordret Sigur Rós, Under Byen og Thomas Knak som nogle af deres inspirationskilder, og det kommer egentlig ikke som den store overraskelse, når man lytter til sekstettens musik. Det er dog et meget personligt og unikt udtryk Efterklang har, og det skyldes bl.a. bandets meget kollektive arbejdsform. “Musikken starter i studiet” fortæller Rasmus. “Mads (elektronik) og Casper (sang & bassynth) laver typisk nogle skitser på en laptop” fortsætter han, og herefter tager kompositionerne form i et ping-pong spil mellem bandets seks medlemmer, hvoraf den ene – Karim – udelukkende står for videoprojektering. Studiet er et centralt ‘instrument’ i Efterklangs arbejdsproces, og det er her, at idéerne tager form og bliver til sange eller instrumentale kompositioner. Den gensidige påvirkning bandmedlemmerne imellem er meget central i tilblivelsen af Efterklangs musik. “Vi er nærmest blevet specialiseret i forhold til hinanden” forklarer Thomas, som mener at bandet som individuelle musikere ikke besidder de store tekniske færdigheder, men netop som kollektiv folder sig ud i et vekselvirkende og kreativt sammenspil. Både Thomas og Rasmus mener, at bandets styrke er, at de blevet gode til at eksperimentere sammen og derved få det bedste frem i hinanden. Med sig har de nogle forskellige erfaringer og præferencer, og det giver ifølge Rasmus og Thomas en “kant til musikken”.

Grønlænder-kor og andre gæster
Både i forbindelse med live-koncerter og i studiet dyrkes den samme kollektive og dynamiske arbejdstilgang, og efter samme forskrift inddrages derfor også en lang række eksterne gæster. “De medvirkende får lov at sætte deres præg på musikken” fortæller Thomas. Gæstelisten er lang, og på “Tripper” medvirker ikke mindre en 34 forskellige musikere – udover bandet selv. Med på pladens ni skæringer medvirker bl.a. Under Byen violinisten Nils Grøndal, de islandske violinister Hildur Ársælsdóttir og Edda Rún Ólafsdóttir fra Amina, som bl.a. er kendte for deres arbejde med Sigúr Rós, en solosanger fra Roskilde Domkirkes drengekor og det grønlandske kor Grønlændertruppen MIK. “Vi har opdaget noget virkelig fantastisk, fortæller Thomas henrykt, om deres inddragelse af de mange gæster, og velvilligheden i forhold til at medvirke har været overraskende stor forklarer Thomas og Rasmus i munden på hinanden. “Det grønlandske kor var nogen jeg hørte til ‘Kulturhavnen’, og de var meget positive i forhold til at medvirke på pladen” fortæller Rasmus. Rasmus forklarer videre hvordan en kvinde fra det grønlandske kor fik associationer til at padle i vandet i en kajak, da hun første gang hørte Efterklangs musik. Indspilningerne med den nationaldragtklædte Grønlændertruppen MIK er lavet i en kirke på Amager, og koret var meget åbne overfor den udfordrende opgave det var at lade to så forskellige elementer spille sammen. “Det var en stor udfordring for alle” fortæller Rasmus, mens han sammen med Thomas forsøger at beskrive den meget specielle indspilnings-session for mig.

På en måde er anekdoten ovenfor et meget godt billede på Efterklangs kontrastfyldte og flertydige univers. Det er nu ikke fordi kontrasterne bevidst dyrkes forsikrer Rasmus og Thomas mig om: “Vi søger ikke bevidst kontrasterne, men på en eller anden måde er de ubevidst kendetegnende for vores musik”. “Meget opstår i nuet”, fortsætter Rasmus, “og så bliver det efterfølgende gennemarbejdet og struktureret”. I denne sammenhæng er respekt en vigtigt ingrediens i Efterklangs arbejdsproces, og det er i dette åndedrag at de uundgåelige kompromisser indgås. Alle i Efterklang har, ifølge Rasmus og Thomas, en stor skabertrang og det er en altafgørende drivkræft i bandet, der ofte går den svære vej for at fuldbyrde deres fælles mission.

Gør-det-selv
En vigtig del af Efterklangs mission udover det rent kunstneriske er deres gør-det-selv mentalitet. Den kommer til udtryk i næsten alt, hvad de foretager sig. Til at begynde med var det en direkte effekt at være et nyt band, som skulle forsikre omverden om deres berettigelse, men senere er det faktisk blevet en del af bandets identitet. EP’en “Springer” blev i 500 håndlavede eksemplarer og udgivet på deres eget dertil etablerede pladeselskab Rumraket. De første koncerter arrangerede de også selv, fordi ingen andre gad og gøre det. Thomas forklarer, at noget der egentlig startede som en frustration over, at ingen ville booke dem, faktisk viste sig at være en positiv og lærerig oplevelse, som dog krævede et stort stykke arbejde. “De koncerter vi selv arrangerede har faktisk været nogle af de bedste” fortæller de. Muligheden for at skabe de fysiske rammer selv, mener Rasmus og Thomas var besværet værd. Udover de koncerter, som bandet selv arrangerede skabte de også en række events under titel “RART”. Disse events, der havde mangfoldighed som kodeord, fandt sted i periode marts 2003 til februar 2004, og målet med disse events var at skabe unikke totaloplevelser i bedste ‘The Factory’ stil. Det første “RART” arrangement, som Efterklang selv optrådte til, udviklede et selvstændigt liv. Med en blanding af koncerter, performance og videoprojektering skabte Efterklang eksklusive multikunstoplevelser – for publikum såvel som for bandet selv. Disse events har også været med til at styrke bandets netværk i musikbranchen. Og det er et positivt aktiv når man, som Efterklang, også selv står for bandets artwork, visuals, promotion og management.

Det nye album “Tripper” er også gennemsyret af denne gør-det-selv mentalitet. Efterklang har selv skrevet og produceret pladen, som også er indspillet i deres eget studie og øvelokale på Amager. Om Efterklangs gør-det-selv mentalitet kan ses som en slags modreaktion på og provokation af en til tider træg og reaktionær pladebranche kan Rasmus og Thomas ikke entydigt svare på. Der er dog ikke nogen tvivl om, at det sætter sine spor at være ‘opdraget’ på en danske musikscene, hvor pladeselskaberne de sidste par år – udover vanligt at udvise meget forsigtighed overfor nye alternative bands – har brugt meget tid på at hyle over piratkopister og faldende pladeslag.

International genklang
Efterklang har gjort det selv og med hjælp fra The Leaf Label kan hele verden så nu komme til at opleve resultatet af Efterklangs gør-det-selv projekt, som allerede har opnået en del omtale i udlandet. En række meget positive anmeldelser af “Tripper” har allerede set dagens lys i forskellige udenlandske musikmagasiner. Også engelske BBC har taget Efterklangs musik til sig. “BBC spillede for nyligt nogle af vores numre” fortæller Rasmus, og forklarer hvordan radioværten, mens han smagte på bandets navn, sagde: “Efterklang… what a great word. We should import it”.

Tiden må vise, om Efterklang bliver optaget i det engelske vokabularium. Indtil videre er der næppe nogen tvivl om at Efterklangs musik – med “Tripper” som førerhund – nok skal sætte sine spor på det danske såvel som internationale musiklandkort. Udover den omtalte Danmarks tourné med Blue Foundation er en mindre Europa tourné også i støbeskeen. Albummet tripper udkommer mandag den 25. oktober.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af