Elliott Smith

En kniv i hjertet, et formodet selvmord, og pist væk var en rockscenens mest begavede og plagede sangskrivere. Nu har venner og familie, med ekskæresten Joanna Bolme og produceren Rob Schnapf i spidsen, lagt de sidste producerende hænder på det album, som Elliott Smith næsten selv havde færdiggjort ved sin alt for tidlige død sidste år.

Ingen tvivl om at mange vil søge med lys og lygte i lyrikken på ‘From a Basement on the Hill’ efter en grund til Smiths død. Sangtitler som ‘The Last Hour’, ‘Let’s Get Lost’ og ‘Shooting Star’ skriger på overfortolkning, men det ville være den helt forkerte vej at gå. Smiths tekstunivers har nemlig alle dage været ualmindelig trøstesløst og sørgmodigt – tydeligt farvet af hans mangeårige depressioner og stofmisbrug. Denne posthume svanesang lægger sig yndefuldt i slipstrømmen af hans tidligere udspil med et bittersødt miks af kulsorte ord og opløftende Beatles-esque melodier.

Der er små intime sager, som ‘Twilight’ og ‘The Last Hour’, hvor Smith med sin akustiske guitar lyder så skrøbelig som på sine første lo-fi plader. Og så er der de mere bombastiske indslag indhyllet i distortion og omfattende produktion, som vi kender fra hans seneste to album ‘XO’ og ‘Figure 8’. Specielt ‘Pretty (Ugly Before)’, ‘Don’t Go Down’ og ‘King’s Crossing’ viser, at Smith ved sin død stadig skrev sange på niveau med sit bedste arbejde.

‘From a Basement on the Hill’ ville have været et fremragende album, selv om man ikke lyttede til det i det aktuelle tragiske skær. Men det gør man jo. Og så emmer hver en linie om fremmedgørelsen, stoffernes klamme greb og kærlighedens flygtighed af uforfalsket, krystalklar følelse. Og overfortolkning eller ej – det er svært ikke at føle en knugen i maven, når han synger “Give me one good reason not to do it”.

Albummet er det absolutte modsatte af, hvad man frygter af en posthum udgivelse. Dets berettigelse har solidt fundament i Elliott Smiths funklende folk-pop og smertende sind. Et værdigt farvel.