The Knife

For små tre år siden blev Sverige beriget med et søskendepar, der umærkeligt blandede techno og kitsch med politisk funderede tekster. The Knife fik begrebet ‘hype’ stukket godt og grundigt i næverne, men selv nægtede duoen – der består af Olof og Karin Dreijer – at give så meget som én eneste koncert og foretrak konsekvent at bære masker, når de førte sig frem i medierne.

‘Selvhøjtidelige’ kunne man velsagtens kalde dem. Men ‘raffinerede’ og ‘jerncharmerende’ går nu unægtelig bedre an, når først øret har stiftet bekendtskab med deres andet album, ‘Deep Cuts’.

For det er sandelig en fryd lytte til, hvordan The Knife nuancerer og opkvalificerer en så tærsket og udskældt genre som europoppen, der i sin storhedstid kunne gøre krav på både provinsdiskoteker og FM-bånd med simple beatstrukturer og ligeligt skårne melodisatser.

Her er ganske vist stadig velkendte, trangbrystede trommehvirvler og dybe, analoge synthesizerklange som i den hårdt pumpende singleforløber ‘Handy Man’ og den hvirvlende Ibiza-pastiche ‘Listen Now’. Men melodierne er – med få undtagelser – skåret over skabeloner, der kan kunsten at trænge ind under huden og blive der – uden kløen eller svien over hjælpeløse technoklichéer eller ligegyldig beattomgang.

Tilmed forstår The Knife også at provokere i ét væk med tekster, der skriger på kønslig ligestilling i en skæg, humoristisk tone. “I keep my dick hanging out of my pants / So I can point out what I want”, triller Olof Dreijer eksempelvis i den ultrakorte ‘Hanging Out’, der næppe lader meget være tilbage til analyse og fortolkning.

‘Deep Cuts’ er unægtelig maskinmusik i sin reneste form, og over sytten numres spilletid kan det godt virke en anelse for bastant og trættende. Men kniven, Olof og Karin Dreijer gør brug af, mærkes alligevel i både marv og ben.