Ana da Silva

Ana da Silva har en fortid i pige-post-punk-gruppen The Raincoats, som huserede fra 79-84. Efter et forsøg på at genoplive bandet i 1995 er da Silva nu gået solo. Man må formode, at hun har fundet åndsfæller i de nok så kendte feministiske electroclash-aktivister i Chicks on Speed, på hvis pladeselskab hun nu har udgivet sin første soloplade ‘The Lighthouse’.

Men der er godt nok ikke meget trashy synth-pop eller skingre paroler på ‘The Lighthouse’. Selv om alt med undtagelse af da Silvas stemme er indspillet på et digitalt keyboard, er resultatet nærmest organisk. Med sit minimale lydbillede og rolige, monotone tempo minder pladen ellers mest af alt om Laurie Andersons tidlige (og bedste) arbejder.

Men hvor Anderson som oftest var kold og klinisk, er der mere “natur” i da Silva – ligesom der også det er i den (ret ubehjælpsomme) kunst-musik-hjemme-video, der ligger på cd’en. Hun har en sikker sans for at lade sine enkle ideer vokse til rullende, hypnotiske rytmespor, og når dette fungerer bedst, skaber hun et lydunivers, der er helt hendes eget.

Min eneste anke mod da Silva er hendes insisterende hudløse vokal, der alt for tit overskrider grænsen til det påtrængende og selvsmagende. Og i modsætning til et andet Chicks on Speed Records-navn, den kvabsede chanteuse Kevin Blechdom, glimrer da Silva ikke ligefrem med ironisk distance til sit forpinte sjæleliv.

Men det er nok en smagssag. Og Ana da Silva’s alternative bud på, hvad elektronik kan bruges til, er stadig ganske tankevækkende.