Death in Vegas

Det engelske elektro-rock-band Death in Vegas har altid været en blandet fornøjelse. Og jeg har ofte siddet tilbage med følelsen af, at de har potentiale til at lave betydelig mere spændende musik, end de egentlig gør.

I små doser er deres energiske blanding af synthpop og guitarrock både original og forfriskende. Men hvert lille riff gentages til hudløshed, og det bliver aldrig hypnotisk – kun lettere anstrengende. Når det er værst, lyder Death in Vegas nærmest som en uendelig improviseret jam i øvelokalet – hvilket som bekendt altid er uendelig meget sjovere for musikerne end for tilhørerne.

Med ‘Satan’s Circus’ mener bandet selv, at deres musik har taget en ny retning. Og det er hjerteskærende ironisk – for retning er lige netop det, der mangler: Musikken har en genkendelig og personlig sound, men bevæger sig absolut ingen steder hen.

Albummet er stort set uden vokaler, og det er i det hele taget småt med melodisk materiale. Åbenbart så småt, at også Death in Vegas (ligesom Gud ved hvor mange andre!) forfalder til at stjæle akkordfiguren fra Kraftwerks ‘Trans-Europa Express’. Faktisk lyder mange af numrene som alt for lange introer til sange, der aldrig kommer i gang. Der er dog stadig levende trommer på et par numre, og det sejt swingende trommespil er faktisk det, der bibringer musikken mest energi i denne ombæring.

I en begrænset periode medfølger en ekstra cd med liveoptagelser fra Brixton Academy, og på disse rå udgaver af ældre numre er der en del mere melodi og rytmisk drive. Men i løbet af lidt over en time sniger monotonien sig alligevel ind – og man ønsker bare, at nogen havde sat sig ned og skrevet en sang.