Goldie Lookin Chain

Goldie Lookin’ Chain (GLC) er et 8 mands rapcrew fra Newport i Wales, ikke en verdensdel der er mest kendt for sit bidrag til hiphopmusikken. Men ikke desto mindre er GLC på banen med deres første officielle udgivelse ‘Greatest Hits’. Pladen har været 21 år undervejs, og er på trods af debutstatus en greatest hits, en officiel opsamling af deres tidligere 4 hjemmelavede albums, hvis udbredelse nok er begrænser til Newport og omegn.

GLC har oplevet en stor hype i den engelske musikpresse gennem den seneste tid, hvilket blandt andet har landet dem scenen af forskellige engelske musikfestivaler. De rapper om deres dagligdag, hvilket involverer indtagelse af en del obskure rusmidler, som eksempelvis ‘Soap bar’. Deres indgangsvinkel er sort humor og satire, hvilket resulterer i numre som ‘Guns Don’t Kill People Rappers Do’ eller ‘Your Mother’s Got a Penis’ eller den antiromantiske ballade ‘You Knows I Loves You’.

I mangel på bedre betegnelser fristes man til at betegne GLC som antihiphop. Produktionerne er bevidst primitive og består af en bizar blanding af electro, disco, computerspil og røg holdt i en 80’er lyd. Lyrisk kommer GLC omkring temaer, som rapmusik er farligere end kung fu, ryge, rulleskøjte disco og at begå selvmord for at forbedre sin musikkarriere, som Maggot siger “Jesus was nailed up to some wood / 2000 years later booksales are still good”. Det hele leveret med tyk walisisk accent.

GLC koncept er pastiche. De ironiserer over dem selv, deres kultur, deres baggrund, samfundet og hiphop. Deres rap er ikke specielt imponerende og til tider decideret dårlig , budskaberne er så som så, og musikalsk er pladen middelmådig. Men det hele er en del af konceptet. GLC er ude i et underholdningsøjemed, og det lykkedes også et langt stykke hen af vejen. Pladen er momentvis humoristisk, ulempen er blot, at luften går af ballonen. Humoren er ikke synderligt raffineret, hvilket kommer til at trække fra i pladens levetid.

GLC er ikke musik til eftertanke, men underholdende og bizar walisisk hiphop. Pladen er umiddelbart humoristisk til dels på grund af accenten, men hovedsagligt på grund af deres satiriske indgangsvinkel. Det er blot ærgerligt, at pladen til trods for potentiel relevans ender som et lidt fjollet intermezzo. Satiren er ikke skarp nok til at hæve pladen over gennemsnittet. Pladen er et udmærket alternativ til seriøs hiphop, men som lytter kommer man dog til et punkt, hvor man har hørt joken, har forstået den, har grint af den; og så skifter man plade.

Hvis man skulle have lyst til at se hvad denne walisiske hiphop oktet kan finde på live, så kan man kigge forbi Loppen d. 11 december hvor GLC klædt i træningstøj, omvendt kasket og alt det Burbery, som de kan bære, indtager scenen med deres ‘An Ounce Don’t Come For Free’ tour.