Kings of Leon

Man kunne frygte, at de nu ville falde helt igennem. Den forbandet fængende boogie-rock, der prægede Kings of Leons debutalbum, ‘Youth & Young Manhood’, havde begrænsede udviklingsmuligheder, og den fantastiske historie om Followill-firkløveret blev fortalt til døde sidste år. Hvordan de tre brødre, Nathan, Caleb og Jared, tilbragte barndommen på bagsædet af præstefarens bil, når han rejste rundt og prædikede sit budskab. Og hvordan de senere dannede et band sammen med fætter Matthew og grovhittede. Hvordan kan knægtene andet end at skuffe med deres andet album?

Heldigvis går det ikke helt så galt. Kings of Leon har nemlig formået at raffinere deres lyd, uden at forcere for voldsomt i en søgen efter nye veje. Forsanger Calebs rustne stemme er fortsat omdrejningspunktet, og brormand Jareds dansende basgange ligger stadig langt fremme, men sydstats-sønnernes drøvtyggende rock er denne gang meget mere varieret og gennemtænkt. Den gamle pågående stil lever videre i ‘Pistol of Fire’ og ‘Four Kicks’, men der er faktisk meget mere gods i de afdæmpede ‘Milk’ og ‘Rememo’.

Det er ikke så catchy som tidligere, men en eftertænksomhed har til gengæld sneget sig ind i teksterne, der nu handler om vrangsiden af rockstjernelivet. Om impotensens klamme kølighed i selskab med groupierne. Om den vigende hårgrænse trods den unge alder. Drengene bliver voksne med den kunstneriske værdighed i behold.