DJ /Rupture
Den Yderst potente DJ /Rupture fra Boston med base i Barcelona er nedkommet med den tonstunge ‘Special Gunpowder’. Pladen ligger i det smalle krydsfelt mellem hiphop, reggae, afro-cuban, electro folk, breakbeats og glitch, og er blevet til i samarbejde mellem vestlige og arabiske musikere. Én multikulturel musikindsprøjtning, der dækker flere sprogområder og et utal af musikalske: Musikalsk multi-etnicitet.
Rupture har de sidste par år gjort sig bemærket på dj-scenen. Århus festuge lagde i år gulv til et af hans dj-sets i sværdvægtsklassen, hvor han fodrede sine 3 pladespillere med massere af dubplader og kuriositeter. Derudover har han bidraget til forskellige compilations, og i 2002 udsendte han den anmelderroste ‘Minesweeper Suite’, som er en slags mixtape mashup.
Pladen skydes i gang af poeten Elizabeth Alexander med overturen ‘Watermelon City’, et stykke impressionistisk jazz ‘n’ poetry og et godt eksempel på Rutures uforudsigelighed. Herefter stiger intensiteten med ragga, electro, støj og den Manu Chao-klingende ‘Musquito’. Det stilfærdige ‘Lonesome Side’ og det efterfølgene ‘Flop We’ bliver et lille intermezzo før det igen bryder løs med støj, tamtam og dancehall for til sidst at ende i folksangen ‘Mole in the Ground’, hvor Sindhu Zagoren giver den på banjo og vokal: En slutning ligeså uforudsigelig som åbningen.
‘Special Gunpowder’ er et kompromisløst manifest over Ruptures stilistiske spændvidde. En energisk, kompleks og overraskende plade. Produktionerne er beskidte med vuggende synthesizers, tunge beats og masser af melodiøs elektronik, som dog ind imellem kipper over og skærer i det utrænede øre: Kreativitet så kæben rasler.
De enkelte numre ligger i hver sin klasse, højdepunkter er ‘Flop We’ med Junior Cat, der med raggamuffin-rap bjæffer sig gennem nummeret og ‘Little more Oil’ med Sister Nancy. En anden perle er det tunge og sløve ‘Je Suis Le Peuple Sans Visange’, som med dyb bas, diskret diskant støj og insisterende fransk rap ligger et rastløst sted mellem dub og elektronisk hiphop.
Rupture er en travl lille bæver, som ikke slår sig fast på én musikalsk genre. Det 16 numre lange opus, er et yderst potent udspil, og den glimrer enkelte steder. Pladen er urban, musikalsk og bevidst umusikalsk i f.eks. ‘The Book That Can’t Be Opened At Either End’, som er et apokalyptisk klingende stykke konkretmusik. Men pladen er en tour de force i musikalske stiløvelser, og spænder over et utal af musikalske stilarter, hvilket bliver en stor mundfuld. Pladen virker usammenhængene og har karakter af en slags opsamlingsplade, hvor Rupture spiller med sine musikalske biceps. Overordnet set stritter pladen i alle mulige retninger og vil for meget på en gang, men det klæder pladen, som er pulserende og krævende. Således bliver ‘Special Gunpowder’ en plade man enten må danse til eller må slukke for.