Maqiz

På coveret poserer Maqiz lidt akavet i de sædvanlige bymiljøer og parkeringskældre. Men når man sætter deres debut-cd på, er det ikke den forventede omgang støvet garagetechno, der flyder ud af højttalerne. Lyden er lækker og poleret – måske lidt for poleret – og den gode melodi er i fokus.

Ja, kære læser, det var ikke en trykfejl: Hvor de fleste af deres kolleger er tilfredse med at programmere beats og dreje på knapper på analoge synthesizere, har Maqiz faktisk sat sig ned og skrevet noget så gammeldags som rigtige melodier.

Man får flashbacks til kunstnere som Jean-Michel Jarre, Vangelis og måske ikke mindst den danske 70er-original Klaus Schønning. For trods fuzz-guitarer og electro-beats er udtrykket ikke specielt trendy eller tidstypisk, og det har nok heller ikke været meningen. Maqiz opbygger filmiske rum af symfoniske klangflader, hvor et vrimmel af små lyde svirrer omkring de stemningsfyldte melodier.

Debut-cden er ikke uden skønhedsfejl: Maqiz er lidt for glade for hel- og halvakustiske lyde til deres melodilinier. Og de evindelige flygler, akustiske guitarer og el-pianoer bliver en kende forudsigelige i længden. Ligesom man under den tykke strygersovs faktisk kan ane nogen spændende beats, der kunne fortjene at komme længere frem i lydbilledet.

Men respekt herfra til en dansk duo, der har genopdaget den gode melodi – også i den elektroniske musik.