Faux Pas

“Faux Pas er et band der ikke pakker tingene ind,” står der skrevet i den københavnske gruppes pressemateriale. En noget nøgtern beskrivelse, der ligger og svæver på grænsen til det intetsigende, men som ved nærmere overvejelse – efter gennemlytning af den aktuelle EP – synes at opnå både retfærdighed og fylde. For Faux Pas pakker virkelig ikke tingene ind, hverken musikalsk eller holdningsmæssigt, når det gælder gruppens fremadrettede og sympatiske barometer-rock.

Men trods umiddelbar åbenlyshed fremstår Faux Pas langt fra som et simpelt rockband. Der er intelligens bag udtrykket, et melodisk overblik, der afviger fra den tidstypiske – ofte påtagede – higen efter aparte elementer. Og selvom gruppen markerer sig i den mere diffuse og støjende ende af rocken, er det med overbevisende indsigt og temperament, og den klassiske guitar-bas-trommer-konstellation forstår generelt at bevare en original troværdighed. Selv med nogle til tider halv-lumre blæserindslag, der får en til at tænke på glitrende game shows fra halvfjerdserne.

Arbejdet er centreret omkring sanger og guitarist Martin Høgild, som alene står for gruppens materiale. Som frontmand står han stabilt, dog bedst med sin guitar, hvis omfangsrige energi aldrig går i tomgang. Der er næsten dømt frit løb på lydskalaen, men Høgilds evner kan snildt bære det. Især i selskab med gruppens anden guitarist, Allan Lindy, der besidder en god erfaring fra sin jazz-passion. Når det derimod gælder vokalen, er der ikke det store at hente. Den hænger med røven i vandskorpen og dér bliver den hængende. Spæd, spids og ikke særlig fængende, dog nok mest på grund af den lidt kølige efterbehandling.

I skrivende stund har nummeret ‘When The Music’s Loud Enough (We Won’t Hear The World Fall Apart)’ med rette placeret sig i toppen af Det Elektriske Barometers lytterbestemte liste. Hvis Faux Pas fortsætter denne stil, er det nok ikke sidste gang. Lidt finpudsning hist og her og vi har et godt bud på et af 2005’s cool navne.

‘Interested/interesting’ er gratis og kan findes i udvalgte butikker. Se www.minimalismus.dk for liste.

Faux Pas. 'interested/interesting'. Ep. Minimalismus.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af