Low

Man skulle ikke tro det muligt, men den amerikanske trio Low har med ‘The Great Destroyer’ skabt sit tredje mesterværk i træk. Den første, ‘Things We Lost in the Fire’ fra 1999, var tavs som graven, den anden, ‘Trust’ fra 2001, var som en klatretur op ad samme, og med ‘ The Great Destroyer’ er vi nået op, men hakker stadig lidt klaustrofobisk efter vejret.

Efter en perlerække af lavmælte album har Low arbejdet videre på den begyndende tempo-, støj- og energiudladning, de åbnede op for enkelte steder på ‘Trust’. Der lægges storladent ud med popsangene ‘Monkey’ og singlen ‘California’, Lows til dato mest ligefremme komposition. Herefter skiftevist rases der ud og stryges kærligt over hårene i nogle af de mest melodisk smukke sange, Low har leveret.

Og så pludseligt bryder den velkendte natlige desperation ud igen med ‘On The Edge Of’ samt de mageløse, skræmmende ‘When I Go Deaf’ og ‘Pissing’, der med en Neil Young’sk guitarstøj får hvert et hår til at rejse sig på kroppen. Efter nænsomme strøg af håndfladen, har Low knyttet næven, men hvor det slag dog gør godt!

‘The Great Destroyer’ beviser, at et orkester med mere end ti år bag sig kan blive ved at overraske sig og selv alle andre, hvis behovet er intakt. En konstatering man ligeledes må drage om produceren Dave Fridmann, der her har fået Low helt derud, hvor de længe har arbejdet sig frem imod: De er klaustrofobiske og sparkende, men altid både melodisk og poetisk kærlige.