Rachel Loshak
Ex-englænderinden Rachel Loshak har på sin 4. udgivelse skrevet 12 nydelige små, lyseblå, popjazzede numre med masser af blød vokal, og en hel del folklyd ind over. Loshak selv står for bas, vokal og lejlighedsvis el-bas og klokkespil, men arrangementerne omfatter foruden trommer, percussion, kontrabas og guitar også waldhorn, hammondorgel, cello m.m.
Teksterne er uspændende om kærlighed, om ikke kun at være smuk og lavet af porcelæn, den eneste ene, og den slags nysselige problemer for dem, der er fra Venus, elsker for meget og mere af samme skuffe.
Da jeg satte Peach Pony på første gang var min umiddelbare indskydelse: “Det lyder sgudda fuldstændig som Norah Jones!”. Det viser sig ved nærmere undersøgelser, at den musikalske tvilling Norah Jones og Loshak deler trommeslager – Dan Reiser – og at Jones tilmed gæsteoptræder på ‘Rita’, albummets anden skæring.
Jeg er overbevist om, at Fløjlsponyen passer rigtig godt i cd-samlingen – lige imellem Michelle Schocked og en Anne Dorthe Michelsen fra de gyldne dage – hos andre åndelige tvillinger, der drikker øko-the på blomstrede vattæpper og arrangerer malerisk, velkomponeret uordentlighed med afskallede vandkander, en tør kvist og oilskinsfrakker.
Min egen selvbestaltede tvillingeforskning konkluderer, at ren vellyd -uden nogen form for kant eller henvisning til livets skyggeside om man vil – bliver musikalsk plakatkunst eller audiologisk staffage – og er uinteressant, fordi der er vægtige ting, der skal høres. For hvem fanden har tid til pænt rod.