Bright Eyes – en pretty hillbilly boy

Køn, som en solbeskinnet kornmark i hjemstaten Nebraska, stod den kun 24-årige prettyboy og musikalske vidunder Conor Oberst, alias Bright Eyes, i et spændt Store Vega og lignede på ingen måde Amerikas nyudråbte sangskriver-darling. I stedet strålede genertheden, indadvendtheden og det kunstneriske alvor ud af de lyse øjne.

Efter udgivelsen af tvillingealbumene ‘I’m Wide Awake, It’s Morning’ og ‘Digital Ash in a Digital Urn’ for blot en måned siden, er Conor Obersts talent endelig slået fast herhjemme. Modtagelsen var derfor hjertelig, mens responsen forblev en erklæring om hvor meget, Conor Oberst havde kedet sig med at spille sine sange aftenen før. Ærligheden fremmede forståelsen, men ikke uden at lægge en dæmper på publikums glæde.

Alternativ countrymusik i en umådelig smuk og personlig fortolkning på vidunderet ‘I’m Wide Awake, It’s Morning’ var den altoverskyggende ramme, Conor Oberst havde valgt for aftenens koncert. Storslåede sange i en klasse mange ældre kolleger med garanti har brugt hele livet på at drømme om.

Men uden at forløse de måske alt for store forventninger til den unge knægt, endte country-fokuseringen som en for jævn frem for udfordrende og afvekslende præsentation. Aldrig afvekslende og uden smagsprøver på de mere eksperimenterende talenter Conor Oberst har bevist i studiet. Og aldrig rigtig nærværende, udover øjeblikket hvor han alene så os i øjnene med ordene “what is so simple in the moonlight, by the morning never is” fra tidens mest hjerteskærende sang ‘Lua’. Så sandelig, alt var simpelt og perfekt i netop det øjeblik.