Vibration 05: Gravy – fin landing

Trip, trap og træsko. Vibration-festivalens næstsidste dag bød på tre bands af slagsen, Gravy, et nyt dansk up-coming band, svenske Hell on Wheels, som var aftenens mellemstore navn og hovednavnet til sidst, danske Figurines. Et flot, velbesøgt og tætpakket Loppen fik tre bands, der alle var kommet for at bevise, at man godt kan lægge billet ind på dem i fremtiden. Og alle tre bands gik da også frisk til sagen og spillede veloplagt.

Det danske indiepop band Gravy lagde ud. Bandet er et enmandsprojekt centreret omkring forsanger og guitarist Nikolaj Grummesgaard. I aftenens anledning står der dog seks musikere på scenen, og det står hurtigt klart for det interesserede publikum, at det især er rytmesektionen, der skiller sig ud. To trommeslagere og en bassist får Gravys slackerstil og psychobilly-pop til at svinge tungt fra første færd. Den opmærksomme koncertgænger vil da også have opdaget, at det ikke er hvem som helst, Grummesgaard har med på scenen.

Trommeslager Jens Søndergaard fra PowerSolo og bassist Mads Emil Hansen, der til dagligt spiller i Traening, danner en sikker grundstamme gennem aftenens cirka halvtime lange sæt.
På scenens yderfløj står de til dagligt to Sterling-medlemmer Mads Nygaard på skiftesvis orgel, akustisk guitar og kor og Jonas Linnet på guitar og kor.

De mange musikere gør Gravys musik ganske mangefacetteret at lytte til. Der sker hele tiden noget. Men den føromtalte tunge og ganske velspillende rytmesektion udgør alligevel et problem for Gravy. Grummesgaards lidt skingre og tynde stemme har i mangel på kraft til tider svært ved at følge med og ind imellem drukner den helt.

I de mere stille passager lyder han næsten som en Håkan Hellström, der er lige ved at miste stemmekontrollen, men faktisk på en meget fed måde. Her fungerer det. Men når samtlige musikere spiller til, så forsvinder leadvokalen. Og det er et problem for et band, som ellers slår sig an på at have gode melodier. De er på denne aften ret svære at få øje på. Derimod går det meget bedre, når Nygaard og Linnet synger i et sammenstemmende kor med Grummesgaard. Her træder vokalerne rigtigt frem, og Gravy er nu tættere på at ramme noget, der kunne blive til sing-a-long, hvis – eller når – publikum lærer melodierne bedre at kende. Her har Gravy et fint potentiale, og det skal de dyrke.