Martin Hall

Den kulturelle schweizerkniv Martin Hall har siden slutningen af halvfjerdserne været at finde i utallige artistiske sammenhænge. Han har skrevet bøger, opført teater- og multimediestykker, lavet videodesign, eksperimentalfilm og coverart og alskens obskure installationer. For ikke at tale om hans musikalske baggrund, der spænder fra film- og teatermusik og opera til poetisk rock og firseravantgarde. Og derfor virker det helt mystisk, at den nysgerrige Hall med sådan et kreativt favntag, begår en tandløs EP som ‘Introducing Roseland’.

Det er den første soloudgivelse i over seks år, vægten er lagt på rockens sensitive sider og dér befinder Halls solide poesi sig også bedst. Ikke mindst på grund af hans stemmeføring, der unægteligt føles meget nær og oprigtig. Han kan sit kram når det kommer til sælsom dramatik, men det er tydeligt, at en ret stor del af firsernes skælvende sødsuppe aldrig har forladt hans system. Og det resulterer i en halvlummer stemning, der måske var effektiv på P3 for 20 år siden, men som nærmest lyder som en utilsigtet parodi i dag.

Og selvom flere af numrene har sine øjeblikke, så må man bide alle sine negle ned over det sukkerovertræk, der er lagt over udtrykket og som desværre aldrig krakelerer. Det slår en revne hist og her, men det store knæk kommer aldrig. Synd, for Hall kunne være sublim med sort tøj og eyeliner.

Hans sans for detaljer trækker dog lidt op og med hele 16 gæstemusikere inde over de fem numre står der masser mellem de musikalske linjer. Strygere, Hammond, piano, kor, harpe og saxofon er bare et lille udvalg af krydderier. Det ser måske voldsomt ud, men Hall er erfaren nok til ikke at drukne melodierne i instrumentering og flere steder opnår han den dér storhed i lyden, som man kun kan frembringe ved hjælp af kombinationen mådehold/finesse.