The Zincs

‘I’ve been standing in a gale so many years’ , påstår britiske James Elkington, den absolutte frontfigur i og stifter af den USA-baserede gruppe The Zincs. Enten er stormvejret løjet af, eller også er den gode Elkington ualmindelig dygtig til at spille heroisk stoiker og foregive, at han ikke er påvirket af tingenes tilstand. På det nye album ‘Dimmer’ hersker der nemlig en udtalt jordbunden ro og ikke elementernes dramatiske rasen.

Elkington har blandt andet spillet guitar på Sophia-pladerne ‘Fixed Water’ og ‘The Infinite Circle’ inden han for en håndfuld år siden for alvor tog sig sammen til at skrive egne sange. Selvom ‘Dimmer’ ikke er lysår fra Sophias personlige, neddæmpede og melankolske udtryk ville det nu være synd at sige, at Elkington er rundet af samme temperament som Sophias Robin Proper-Sheppard.

I den Cash og country-inspirerede ‘New Thought’ konstaterer Elkington med tør baryton-røst ‘Life is long, what doesn’t kill me only makes my life longer’ – en udmelding, der står i skærende kontrast til det ofte emotionelt udpenslende og selvudleverende tekstunivers som Proper-Sheppard bevæger sig i.

Uden at blive sløvt slæbende og langmodig tager Elkington tingene med ophøjet ro og distanceret, ofte underspillet humor og et strejf af kynisme. Den samme tilbagelænethed går igen på musiksiden, dog er kynismen for det meste erstattet af fin, forsigtig melodi og varme som på ‘Beautiful Lawyers’ og pladens bedste nummer, den urimeligt smukke og såre enkle ‘Sunday Night’.

Andre steder er Elkington og The Zincs’ kompositoriske talenter knap så iørefaldende, men det ændrer ikke på, at ‘Dimmer’ er en glimrende plade, der med sin rolige og værdige fremtræden snarere fungerer som en humørmæssig opkvikker end en tung slumrepille.