Coldplay

Hånden på hjertet, hvem havde troet, at Coldplay ville gå hen at blive verdensstjerner, da de i 2000 udsendte debuten, ‘Parachutes’?

Ikke at der var fjerneste galt med den melodiøse pop/rock, de fire jordnære collegeknægte fra London trakterede med, og som fortjent gav dem et par hits med numrene ‘Yellow’ og ‘Don’t Panic’. Men sulten efter flere britiske rocknavne burde være stillet årene forinden af bands som Oasis, Suede og Radiohead, der bestemt fik deres kvote af mediernes opmærksomhed og pladekøbernes sparepenge.

Når det nu alligevel gik sådan, er det oplagt at spørge: Hvorfor?

Svaret findes på kvartettens tredje album, ‘X&Y’. Helt præcis fire numre henne, hvor den underskønne ‘Fix You’ giver sig til kende. Først som en sirlig orgelintro, siden som en brusende pophymne med forsanger Chris Martin i sammenspil med et kor af glødende stemmer. Den sang er simpelthen ikke til at stå for.

Og det er Coldplay ikke, når de først tænder op for de storladne refræner og lader de melankolske melodier folde sig ud. Det gjorde gruppen til overmål på den formidable ‘A Rush Of Blood To The Head’ fra 2002, og det gør de – dog ikke helt så forbilledligt – på ‘X&Y’.

Foruden ‘Fix You’ kandiderer den U2-klingende ‘Square One’ og Kraftwerk-hyldesten, ‘Talk’, til oplagte publikumsfavoritter ved fremtidige Coldplay-koncerter. Samtidig er tekstindholdet et både modigt og bramfrit udsyn til Chris Martins kærlighedsliv, selv om det er skrevet til en vis Gwyneth Paltrow: “What if you don’t want me there by your side”, spørger han eksempelvis i ‘What If’, der lyder som om, krisen har kradset mellem det celebre par.

Midt i begejstringen er der dog musikalske træthedstegn at spore hos Coldplay. Melodierne fænger ikke helt i samme grad som på forgængeren, og det kunne tænkes, onde tunger snart vil begynde at tale om et genreskifte. Men ‘X&Y’ er nu og her et vellykket udspil fra gruppen, de færreste havde spået verdensstjernestatus.