- Iceages bedste album lyder stadigvæk lige så friskt, vildt og kompromisløst som i 2014
- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
Roskilde 05: Datarock – glimrende norsk elektrotainment
Med professionalisme, selvironisk coolness og festinviterende beats fik norske Datarock endelig for alvor sat gang i den blådugede Pavilion Junior-scene. Det var næsten som om kalenderen var bladret frem til fredag, og Junior havde forvandlet sig til voksen. Så meget osede det med festivalsstemning, da Datarock med stor entertainerforståelse fik publikum med på fællessang og rytmeklap til den dansevenlige elektrorock.
Og det var lige hvad de solbadende festivalgæster tørstede efter. Specielt de norske af slagsen, der allerede inden koncertstart lokkede flere publikummere ind i teltet med insisterende, accent-inficerede tilråb til “Dåtaråck!”
Datarockerne svarede tilråbene, da de entrerede scenen med brede smil og røde retrojoggingsæt, der – nedlynede i bedste machostil – afslørede lidt brysthår hos de faste medlemmer, sanger og guitarist Fredrik Saroea og bassist Ketil Mosnes.
Datarock er dog meget mere end bare underholdning og attityde. De er, ja, datarock. Det er den nemmeste måde at beskrive de genreforvirrede nordmænds musikalske legestue, der på debutalbummet ‘Datarock Datarock’ det ene øjeblik er ren synthpop og det næste hårdt rockende.
På Pavilion Junior formåede Saroea, Mosnes og gæstemusikeren Stig the Mystical Casio Operator dog ikke helt at formidle albummets finesser. I stedet satsede de på rocken og energien. Og det er der da også masser af på numre som ‘Princess’, ‘Fa-Fa-Fa’ og ‘Sex Me Up’, der for alvor satte gang i løjerne med deres insisterende guitarriffs og Saroeas krassende vokal.
Bedst som netop den trio af hits havde sat stemningen på kogepunktet, kastede nordmændene desværre koldt vand i gryden, da de valgte at sætte fokus på ‘rock’ i Datarock med nogle hårdere numre.
Her haltede nordmændene, specielt på vokalsiden. Heldigvis skruede bandet igen op for bluset og lod elektrotrommerne generobre lydbilledet med ‘Computer Camp Love’ og ‘I Used To Dance with My Daddy’, der efterlod et tilråbende publikum sultne efter mere norsk ‘elektrotainment’.
Koncert.