Cowboy Junkies

De første 15 sekunder udfyldes af Margo Timmins latter. Latteren forstummer, og musikken går i gang. Symbolikken er tyk som smog over Tokyo: ‘Early 21st Century Blues’ får ikke mundvigene op i ørehøjde. Langt fra.

Cowboy Junkies har denne gang valgt at satse på andres sange, og gruppens ankermand, Michael Timmins, er således kun repræsenteret med to ud af albummets elleve sange. Der er udgaver af sange fra Springsteen, Dylan, Harrison, Lennon, Havens, U2 og et par traditionals for resten af pengene.

Bandet forsøger at skabe samme intime og tilrøgede kvartbluesede natklublyd på alle albummets numre. Det lykkes. Hvad der derimod ikke lykkes, er at holde lytteren interesseret. Selv om albummet byder på så forskellige numre som U2’s ‘One’, George Harrisons ‘Isn’t it a Pity’ og John Lennons ‘I Don’t Want to be a Soldier’ flader og flyder sangene ud og bliver helt ferske i lyden.

En anden indvending er valget af numre og ikke mindst berettigelsen i at udsende et album med kopinumre. Det slår én undervejs, at numrene intet bibringes af betydning i dette regi. Tværtom. Hvis man skal hive originalerne ind som ganske naturlige målestokke, har flere af numrene mistet melodi og nerve i hænderne på cowboyjunkierne.

Endelig er det svært at fatte, at et af verdens i forvejen mest fortærskede kopieringsobjekter, U2s ‘One’, endnu en gang skal lægge ryg til en omgang hæmningsløs og farveløs plagiering. Selv ikke et pladeselskabs forståelige krav om penge i kassen kan forsvare dette.

Det er i flere tilfælde set inden for de senere år, at aldrende og måske også lidt inspirationstørre kunstnere har stor succes med genindspilninger af større eller mindre hits fra fortiden. Fred være med det. Det springende punkt er imidlertid kvaliteten af resultatet. Der dumper Cowboy Junkies, som virker helt uden lyst til at udforske de forhåndenværende (gode) sanges dybder, men forlader sig i stedet på monoton gengivelse i ringere kvalitet end originalerne.