Staind

Det er altid en farlig balancegang, når fuldvoksne, formuende rockmusikere vælger klynken som den gennemgående tone på et album. Og for at lægge kortene på bordet, så er Staind mere end langt fra at slippe godt fra det på deres seneste ‘jeg har det ikke så godt, og så synes jeg egentlig også, at det er lidt synd for mig’-epos.

Jeg er ikke helt klar over, hvor det præcis var, det gik galt for Staind. Personligt var jeg ganske glad for deres tidlige mere intense og hardcoreinfluerede udgivelser. Men på ‘Chapter V’ er alt, hvad der bare minder om intensitet, musikalsk eller følelsesmæssigt, tvunget i baggrunden til fordel for et ganske nydeligt og komplet ligegyldigt kludetæppe af enerverende følelsesporno og forudsigelig sangskrivning.

Mike Mushoks guitarspil og huggende massive riffs, der tidligere blev anset som noget af det mere innovative i nu-metal bølgen, lyder på ‘Chapter V’ mest af alt som en forkølet gentagelse af tidligere bedrifter. Kort sagt er der meget lidt at komme efter blandt albummets tungere numre. Man nynner måske med, mens man hører det, men det efterlader én lige så tom indeni, som sanger Aaron Lewis konstant insisterer på at fortælle lytteren, han er.

Lidt bedre bliver det, når Staind dropper riffs’ene og forsøger at genfinde det semi-akustiske territorium, som de succesfuldt erobrede med singlehittet ‘It’s Been A While’. ‘Schizophrenic Conversations’ og ‘Everything Changes’ er ganske flotte og stemningsfulde rockballader, og her kommer den konstant klagfulde vokal faktisk til sin ret, så længe man lukker ørerne for den lettere debile lyrik, der hjemsøger albummet fra A til Z.

Det kan godt være, at det er universelle følelser, der er på spil på ‘Chapter V’. Men i sidste ende virker det alligevel frygteligt kalkuleret og uvedkommende.