Mr. Oizo

Vi har alle lært, at kritik kun er god, hvis den er konstruktiv. Men Quentin Dupieux, manden bag storhittet ‘Flat Beat’ (den med den gule dukke fra Levi’s-reklamen), har med ‘Moustache (Half a Scissor)’ anstrengt sig betydeligt for at umuliggøre enhver snert af konstruktivitet i min kritik. Han har fuldstændigt gjort op med albumformatet og opbygning af numre, hvilket gør albummet til en art lydcollage, hvor der kun periodisk optræder sekvenser, der kan betegnes som selvstændige numre.

To eksempler er ‘Stunt’ og ‘1$44’ fra sidste års single. Begge er konsekvente i deres beats og loops, uanset om de opererer med minimale electro-, house- og hiphop-rytmer eller funkede islæt. De får selskab af blot tre andre tracks, som alle indeholder veltilrettelagte beats og loops, men som stadig er lidt drilske. Netop som en opbygning og et spændende loop åbner for et nyt og mere konsistent beat, ændres nummeret totalt og kompositionen starter på ny.

De resterende passager er, når de er bedst, forvirrende med brug af tilfældige, brækkede beats, og der optræder en del gengangere blandt melodier, samples og loops. Frustrationen bliver total, når f.eks. ‘Stunt’ slutter midt i et beat(!) og det sidste nummer har indlagte pauser mellem lydene. Besynderligt.

Når en forsvindende lille procentdel af albummet kan betegnes som bestået, må bundkarakteren gives. Kom igen, Quentin.