Pet Shop Boys – en panserkrydser på tværs af genrer

I Berlin fortsætter sommeren ofte ind i september, og på denne varme aften er der næppe en sky på himlen – perfekt til en udendørskoncert. Alt er udsolgt, og de heldige forsamles i den lille have foran det pompøse Alte Nationalgalerie, mens aftensolen kaster sit gule lys over Berlins gamle domkirke. I baggrunden aner man sågar den kobberblanke facade på DDR’s stolthed: Kongrescenteret ‘Palatz der Republik’, hvor den russiske filminstruktør Sergei Eisensteins både revolutionære og revolutionerende stumfilm ‘Panserkrydseren Potempkin’ sikkert har stået på plakaten mere end én gang.

Men hvem ville have troet, at de dekadente vesterlændinge fra Pet Shop Boys en dag ville sætte musik til denne heroiske film om starten på den russiske revolution? Eller er det i grunden så overraskende? Allerede på ‘Left to My Own Devices’ fra albummet ‘Introspective’ sang Neil Tennant: “But in the back of my mind I heard a distant feat: / Che Guevara and Debussy to a disco beat”. Og i dag går hans ønske så sandelig i opfyldelse.

Bag et forhæng under filmlærredet sidder nu strygersektionen fra Dresdens symfoniorkester. Bag keyboards og laptops sidder Pet Shop Boys. På lærredet tælles ned fra år 2005 til 1905, mens en tysk oplæser giver os forhistorien om zardømmets brutale nedslagtning af fredelige demonstranter. Og filmen går igang.

Længe vokser musikken frem som et ulmende lydtapet – ganske traditionel filmmusik, måske bortset fra den specielle blanding af levende strygere og analoge, elektroniske lyde. Som utilfredsheden vokser blandt besætningen på panserkrydseren, begynder knivskarpe sequencer-spor at dunke ildevarslende. Og uendeligt langsomt bygges en truende stemning op.

For jo, på Eisensteins tid fortalte man i et noget andet tempo, end vi er vant til idag. Og der er passager, hvor også musikken synes at miste retning og gå i tomgang. Men roligt, umærkeligt bygges en intensitet op – af levende strygerklange eller elektroniske lydflader. Og pludselig – når volden eller de store følelser eksploderer – slår musikken over i et stenhårdt house-beat, der forplanter sig gennem publikum.

Og en sjælden gang griber Neil Tennant mikrofonen og synger et par enkle strofer, der understøtter filmens budskab om undertrykkelse og håb. Et enkelt ledetema, “one for all and all for one for freedom”, dukker op flere gang undervejs.

Men er det ikke det rene kitsch at lade den russiske revolution genopstå til tonerne af noget, der af og til minder om bøssedisco fra 80’erne? Måske. Men der er øjeblikke, hvor billede og lyd smelter sammen. Når de dybe strygere flår brutalt i strengene over et stampende technobeat, mens hæren i Odessa åbner ild mod den uskyldige folkemængde, løber det én koldt ned ad ryggen, og man føler det simple og tidsløse budskab om frihedstrang og menneskeligt sammenhold mod en brutal overmagt.

Pet Shop Boys har for en gangs skyld lagt deres berømte ironi og kølige distance til side. I stedet genkender man andre sider af deres sangskrivning: Deres modige omgang med enkle, banale følelser – og deres af og til skamløse smag for det storladne. Tilsammen rammer det præcist stemningen i dette naive, men velmenende stykke revolutionsromantik – en film fra dengang, før revolutionen gik af lave.

Panserkrydseren forsvinder ud af lærredet og forhænget hæves. Efter et begejstret bifald meddeler Neil Tennant: “Vi har ingen ekstranumre – dette er en reprise”, og ensemblet gentager “No Time for Tears” – det gennemgående sangnummer fra filmen.

Neil Tennant siger “danke schön” og “gute nacht” – og en usædvanlig koncert er forbi. I den lille have foran det nu oplyste Alte Nationalgalerie driver folk rundt, mens de lavmælt diskuterer oplevelsen. Man undres. Og det kan vel aldrig være helt galt.