Rundt om i krogene på det nordamerikanske kontinent trives skævheden. Med det ene ben dér og det andet i hitlisterne findes den uregerlige størrelse fra Portland, Oregon, The Dandy Warhols. Vi har talt med bandet om den stress-frie tilgang til indspilningerne af det nye album ‘Odditorium or Warlords of Mars’ og om deres forundelige evne til at skrive indie-hits med bred appel.
Herhjemme kender de fleste nok The Dandy Warhols fra deres massive singlehits ‘Not if You Were the Last Junkie on Earth’ og ‘Bohemian like You’ med deres stikkende satiriske tekster og tilhørende ironiske musikvideoer.
»Hvis man kun kender singlerne og så hører albummene, vil man nok blive overrasket over, hvor alsidigt et band, vi er. Hver gang tager vi udgangspunkt i den enkelte sang og hvilket arrangement, der passer bedst til den. Så vi har ikke nogen bestemt formel«, lyder det bandets guitarist Peter Holstrom over telefonen fra Norge, hvor der er linet op til promotion for bandets nye album ‘Odditorium or Warlords of Mars’.
Han griner lidt og fortsætter: »Ja, eller også har vi bare en fire-fem forskellige formler. Så det kan være, der er et nummer, der skal have ‘Not If You Were the Last Junkie on Earth’-behandlingen. Mens det næste nummer skal måske arrangeres helt anderledes«.
De usædvanligt lange numre, der altid er at finde bandets albums, og i særdeleshed også på det nye, tyder dog på, at det ikke er helt så simpelt. Det medgiver Peter da også.
»Det er stadig Courtney (Taylor-Taylor, bandets frontmand, red.), der kommer op med numrene. Som regel bare i form af nogen akkorder og en melodi. Så spiller vi hvert nummer igen og igen, indtil vi har jammet et arrangement frem. Hvad angår de lange numre, så er det sådan vi spiller live. Vi spiller aldrig den samme sang på helt samme måde. Sommetider, når et nummer i princippet er slut, fortsætter vi i den samme rundgang, mens vi piller musikken ned og bygger den op igen. Og når det nu er sådan vi gør live, synes vi det er naturligt også at have nogle eksempler på det med på vores studie-albums«.
Stress-frit eksperiment
Det første, man lægger mærke til på bandets nye album ‘Odditorium or Warlords of Mars’ er den løse og afslappede fornemmelse, der præger såvel som produktion som spillestil. Har bandet mon lært at gribe studiearbejdet an på en anden måde med årene?
»Jeg vil snarere sige, at vi bevidst skifter arbejdsform hver gang«, lyder det fra Peter. »Hvert album vi har lavet, har været et eksperiment. På ‘Welcome to the Monkey House’ undersøgte vi, hvor meget man egentlig kunne bruge studiet til. Hvordan lyder det for eksempel, når man lægger 17 guitarspor ovenpå hinanden? Det betød så også, at pladen blev meget produceret og lidt klinisk i lyden«.
»På det nye album ville vi så prøve at inspille i et helt stress-frit miljø. Ikke noget med, at tingene skulle være færdig på et bestemt tidspunkt. Og hvis nogen vadede ind ad døren, mens Courtney var ved at indspille lead-vokal, var det også okay. Vi valgte at koncentrere os om musikken og gik ikke så meget op i, om det lød pænt«.
Succesfuldt kultband
I USA finder mange alternative bands deres publikum blandt de studerende, og man taler ligefrem om ‘college music’ som en genre i sig selv. Peter mener dog ikke, at The Dandy Warhols rigtigt hører hjemme i den afdeling.
»Vi er nok nærmere et kultband. Måske i virkeligheden verdens mest succesfulde kultband. Der er faktisk et stort publikum for kultbands i USA, simpelthen fordi der er en så stor og forskelligartet befolkning. Problemet er at nå ud til folk. De fleste af radioerne er meget konservative og spiller kun sikre mainstream-hits
Måske vil det ændre sig, efterhånden som flere bands lægger deres musik på nettet«, spår Peter forsigtigt.
»Det virkede for The Strokes, så om nogen år er nettet måske et seriøst alternativ til radiostationerne. Vi får se«.
Forskellig smag
The Dandy Warhols’ musik har altid været en blandet landhandel. ‘Odditorium’ lyder af og til som om Roxy Music pludselig har fået den sindssyge idé at spille folk-rock. Peter kan da heller ikke sætte fingeren på nogen bestemte inspirationskilder.
»Vi har meget forskellig smag i bandet«, forklarer han. »Selvom der selvfølgelig nok skal være enkelte bands, vi allesammen kan lide – eller ikke lide«.
»Jeg ved ikke med de andre, men jeg er faktisk ikke bevidst om, hvad jeg er inspireret af. Jeg spiller altid pr. instinkt, det jeg synes lyder rigtigt. Bagefter er der så af og til nogen, der kommer og fortæller mig, hvad det minder om. Og hvem ved: Måske har de ret«.