The Deadly Snakes
The Deadly Snakes’ fjerde album markerer et musikalsk hamskifte og ikke mindst et tempomæssigt gearskifte. Garage-rockerne fra Toronto er nemlig trådt ud af garagen og flyttet på landet, hvor mere klassiske singer/songwriter-sange er blomstret op i fuldt flor.
‘Porcella’ er præget af orkestral vellyd fra strygere, blæsere og bluesy hammond-orgel, men også enkelte skæve skramlerier. Den afdæmpede, landlige idyl bliver desuden indimellem afløst af en håndfuld galoperende hillbilly-country-rock, der forstyrrer den ellers behagelige, håbefulde sørgmodighed.
Det 39 minutter lange potpourri krydres med skiftende forsangere, hvor især Max ‘Age of Danger’ McCabes nasale Lou Reed-stemme klæder den orkestrale skønhed med sin monotone melankoli – som på Gore Veil, der med melodiøs mellotron, mandekor, tværfløjte er albummets fornemste attraktion.
På landevejen har den canadiske sekstet fået et hørbart lift af flere forbilleder, og det musikalske univers består mestendels af Nick Cave’sk skønsang, en smule obskur whisky-vals a la Tom Waits, samt melodisk folk-rock som det hedengangne americana-band Green On Red stod bag i 80’erne. Et stykke hen ad vejen er det hele tilsat en knivspids af bandets egen originalitet – en særegen charme med en udfordrende opfindsomhed, hvor så godt som ingen sange lyder ens.
Alligevel virker det som om, at bandet er faret vild i den canadiske ødemark. De hyppigt skiftende stilarter giver sammen med svingende kvalitet i sangskrivningen en gennemgående ujævnhed, der gør turen på landet til en andenklasses rejse.