Afterhours

Afterhours er for første gang ude med et engelsksproget album, som i og for sig ikke er nyt, men et duplikat af albummet ‘Ballate per Piccole’ udgivet tidligere i år. Dette er ikke eneste spring fra vippen for Afterhours, der ligeledes har indlemmet musikeren og produceren Greg Dulli (The Twilight Singers, The Afghan Whigs og netop nu solo-aktuel med ‘Amber Headlights’) i processen. Dulli har tidligere på året haft pæn succes som producer på Jeff Kleins ‘The Hustler’.

Lad det være skrevet med det samme: ‘Ballads for Little Hyenas’ er ikke det album, som én gang for alle fjerner en eventuel sund tvivl om, hvorvidt der nogensinde måtte komme overbevisende katakombermørk og guitartung rockmusik fra Italien. Det er godt nok dystert, og det er også sine steder guitartungt, men det virker i vid udstrækning fortænkt og poleret.

Albummets bedste momenter opstår de steder, hvor et tætvævet mørkt stemningstæppe sænkes ned over melodi og vokal, og hvor stemningen får lov at brede sig i takt med det bagvedlallende molstemte piano. Det fungerer og giver mindelser om både Cave og Harvey.

Hvad der derimod ikke fungerer, er de mange kedelige rock-poppede guitarstøttede numre med frontmand Manuel Agnellis (påtagne?) raspede stemme i forgrunden. Havde man haft fordomme om italiensk rock i forvejen, så er disse numre glimrende tidspunkter at lufte dem på. Numrene bærer alle præg af at ville være farlige og rå, men fremstår i virkeligheden lige så autentisk rå som en en solariebrun mandlig jurastuderende med diamantøreringe.

Skulle jeg tage fejl, og måtte der rent faktisk være nosser i ‘Ballads for Little Hyenas’, så er det vist uden for enhver diskussion, at de er glatbarberede.