Baby Shambles

Ikke en dag uden en Pete Doherty-skandale. Så er han blevet anholdt, så har han taget stoffer, så er han udeblevet fra en koncert. Den magre og evigt svedende frontmand i Baby Shambles har i den grad formået at påberåbe sig pressens opmærksomhed, siden han dukkede op på den britiske musikscene sammen med The Libertines.

I 2002 udgav den ikke officielt opløste gruppe albumdebuten ‘Up the Brackets’ til bragende begejstring i Storbritannien. De fire libertiner-‘lads’ diskede op med en både slasket og charmerende punk’n’roll, der stod i dyb gæld til bands som The Clash og The Smiths. Et enkelt album mere, blot kaldet ‘The Libertines’, nåede det akkurat at blive til, inden Doherty blev ekskluderet af bandet, fordi han ikke kunne holde fingrene fra kokainen – og næsen.

Men, men. Han kan heldigvis selv, Pete Doherty. Debuten fra hans eget band Baby Shambles er godt læsset med uhøjtidelig og uspoleret rock’n’roll af samme slags, som The Libertines excellerede i. Ved første gennemlytning forekommer de 16 sange dog noget kaotiske i både produktion og sangstruktur, men stødt og roligt begynder der at vokse små indtagende melodier ud af fuldskaben.

‘In Love with a feeling’ er en rigtig ‘down to earth’-charmerende popsag med sin autentiske øvelokalestemning, singlen ‘Fuck Forever’ har Sex Pistol’sk punkattitude og ‘La Belle et le bête’ bliver ironisk nok hjulpet på vej af ingen ringere end Doherty’s eks-kæreste, supermodellen Kate Moss, på gæstevokal.

Baby Shambles forsøger på intet tidspunkt at skjule, at de er inspireret af datidens britiske rocknavne som The Clash, Jam og Smiths. Alene det, at produceren er Mick Jones fra netop The Clash, siger vel en hel del. Men det kunne nu være interessant at se, hvor langt Doherty & co. kunne drive det, hvis de løsrev sig lidt mere fra forbillederne, fik lidt mere originalitet ind i musikken – og, nå ja, huskede at dukke op til deres egne koncerter.