Lightning Bolt

Uden på nogen måde at være ekspert ud i feltet ‘tomands-bands’, så vil jeg umiddelbart mene, at Lightning Bolt tager prisen for at kunne larme mest med kun fire hænder, tyve fingre og to (lettere forstyrrede) hjerner.

Kun udstyret med hyperaktive trommer, en bas dyppet i en eksperimentiel kombination af lsd og steroider og en mikrofon stoppet godt ind i munden på trommeslager Brian Chippendale, skaber Ligthning Bolt et vanvittigt og ganske udefinerbart univers, der med overlegen kontrol konstant bevæger sig på kanten til absolut kaos.

Det ene øjeblik fyrer de op under beskidte garagerock-riffs i dobbelttempo, det næste spiller de trash-metal så tungt og ondt, at selv Slayer ville blive misundelige. Og når de ikke rigtigt kan finde på andet, så viser de lige åndsfællerne i Orthrelm og andre avantgarderock-bands, hvordan man med overlegen virtuositet og stort ironisk overskud skaber lydstrukturer så komplekse, at de fortjener deres egen kvantemekaniske udregninger.

Som næsten alt andet avantgarde-musik, der i den grad skubber til grænserne, er det en anstrengende omgang at sidde igennem hele ‘Hypermagic Mountain’ – man kan næsten mærke, hvordan blodtrykket stiger og hjerneceller brændes af i et forrygende antal i forsøget på at følge med i Lightning Bolt’s umenneskelige mentale tempo. Men som det hedder på pladens sidste nummer: ‘No Rest for the Obsessed’.