Of Montreal – overdådig opvisning i næstekærlighed

Det var en af den slags koncerter, der er alt for få af. Udenfor ruskede regnen København gennem denne lørdag aften, men inden for i Huset i Magstrædes intime lokaler var der varme. Både bogstaveligt og ikke mindst i overført betydning. For det var en oplevelse, hvor Of Montreal øste løs af alle de varme følelser og knaldskæve toner i en helt usædvanlig grad.

Første nummer var en anelse forkølet, og det virkede som om, bandet lige skulle føle publikum lidt på tænderne. Herefter gik det løs. Frontmand Kevin Barnes smed skjorten og sang de syrede sange og dansede løs med bar mave, make-up og glimmer i ansigtet. Det var ren San Francisco love-in, når den fire mand og én kvinde store gruppe fyrede deres ubekymrede og kærlige Beach Boys-agtige numre af ud over et dansende og opstemt publikum. Naturligt nok spillede bandet flest sange fra det nye album ‘The Sunlandic Twins’ mens det var sange som ‘Lysergic Bliss’ og ‘Chrissy Kiss the Crow’ fra ‘Satanic Panic in the Attic’, der vakte mest glæde blandt publikum.

Første halvdel af koncerten var skruet ufatteligt stramt sammen, og i de første 45 minutter var der ikke én pause mellem numrene, der i stedet gled fint over i hinaden. Fremført af et særdeles dygtigt og velspillende band.

Bandets spraglede påklædning med stramme bukser med svaj, lyserød puf-skjorte, knaldrøde bukser der var en cirkusartist værdig, samt højt hår og glimmer virkede som en naturlig forlængelse af bandets farverige farverige musik. Psykeliske lydsammensætninger, der gik i opløsning for at blive samlet igen i fantasifulde og velklingende kollager. Det var blomsterbørnene, der var på scenen denne aften.

I anden halvdel af koncerten forlod Jamie Huggins trommemaskinen og satte sig til trommerne, hvilket gjorde en allerede fremragende koncert exceptionel. Den ellers lidt generte Kevin Barnes blev mere og mere løssluppen, og resten af bandet endnu mere levende. Barnes trådte midt i et nummer ned fra scenen, tog en ung kvinde i hånden og sang blidt til hende, mens han kiggede hende dybt i øjnene. Corny, men det var en af den slags aftener, hvor selv det mest flamboyante virkede helt rigtigt.

Det sydede og boblede af næstekærlighed i et brandvarmt lokale, mens Of Montreal blæste alle dårlige tanker bort, da et af aftenens højdepunkter indtraf. Publikum startede en fællessang, hvilket tydeligvis overraskede bandet, som stod med forbløffede smil, inden Kevin Barnes forsigtigt begyndte at synge med.

Det timelange første set blev efterfulgt af næsten en halv times ekstranumre, som startede med et helt nyt nummer, hvor Barnes var alene på scenen med sin guitar. En naiv kærlighedssang, som han selv udtrykte det, hvorefter resten af bandet kom tilbage på scenen med flere energiske perler. Her iblandt den den højst overraskende og lettere improviserede coverversion af Outkasts superhit ‘Hey Ya’.

En helt igennem fremragende koncert, der bare blev bedre og bedre, som aftenen forløb og leveret af et band, som gav indtryk af, at de ikke havde lyst til at forlade scenen. Sublimt.