Of The Wand & The Moon

Of The Wand & The Moon aka. Kim Larsen (nej, ikke ham den lune) er noget af en kuriositet på den danske musikscene. For ikke nok med at han opererer i en så besynderlig og lidet kendt genre som neofolk, han er også en sand troldmand, når det handler om opbygning af stemninger. En lydmæssig billedkunstner, hvis farvevalg danner kontraster, man næsten ikke troede var mulige.

Den gennemgående baggrundsfarve er sort, og det er i høj grad dén, der vidner om Larsens tilknytning til den gothiske metal-scene. Men med fjerlette strøg blander de mere lyse nuancer sig hele tiden og skaber, som de unægtelige paradokser de er, en nærmest positiv tone midt i al denne nordiske melankoli. Det er mystisk, men på makaber vis også smukt. Som en stilfærdig dommedag der – trods et uundgåeligt dystert facit – forekommer velkommen.

Desværre flyder det hele lidt for meget sammen. Den sørgmodige guitar ruller ubesværet gennem hele albummet, det samme gør de beherskede trommer og den dunkle, næsten hviskende vokal, men når man når til skivens ende er det næsten umuligt at skelne numrene fra hinanden. Der mangler variation i kompositionerne, dramatik og vovemod. Som det lyder her – på Larsens fjerde soloudspil – trækker han lidt for ensidige streger tilbage til sit gamle band, det hedengangne doom-metal-band Saturnus, der allerede i 90’erne legede kispus med mørkets mere sfæriske skønhed.

Og har man blot ét af gruppens tre albums stående, så vil man næppe vælte bagover af forundring over ‘Sonnenheim’. Men man vil måske drømme videre. Om ligblege nattenymfer, der med sælsomme skridt valser gennem en døende vinterskov.