Forgetting Feet

Erindring (og glemsel) er temaet for den dansk/amerikanske digter Egil Dennerline og hans team af vovemodige musikere på debutudgivelsen fra en af landets mest fremadrettede music’n’poetry-konstellationer. Og selv om titlen ‘Living in Forgetfulness’ bærer på tanken om, at et liv i glemsel er en hyldest til både det positive og det negative ved at leve i nuet, så er det på det nærmeste umuligt at skubbe Forgetting Feet ud af hukommelsen.

Dels er der den dér helt specielle stemning forbundet med gennemlytningen, den man kun kommer i, når man tager hul på de ganske små timer, ofte efter et længerevarende besøg i en tilrøget, lav-til-loftet-jazzklub, hvor musikerne ikke er bange for at træde ved siden af og jokke lidt døsigt rundt i rocken. Netop den stemning er særdeles godt ramt. Og dels er der de levende, engelsksprogede digte, der – som var de flydende – ubesværet glider ned mellem tonerne og udfylder ethvert hul med en aldeles skridsikker poesi.

Alene denne er værd at lytte til, især hvis man bare nærer den mindste interesse for tilsvarende projekter hos Beatgenerationens digtere. Men der hvor Forgetting Feet for alvor laver hjulspind og trækker fra det nuværende danske felt, er i samspillet mellem retorik og musik. Sjældent hører man en så skråsikker balance mellem ord og rytme, ja, der bliver faktisk brudt op til flere barrierer ned her – faktisk så mange, at selv folk med lyrikfobi vil kunne være med. Og det er i sig selv lidt af en håndsrækning fra denne smalle scene.

Music’n’poetry består nemlig alt for ofte bare af en digter, der akkompagneres af toner, hvis kreativitetsniveau ikke overstiger almindelig elevatormusiks, og når det står sådan til, kan man næsten ikke andet end at få små, smertende knopper i øregangene. Men når genren ind i mellem byder på både visioner, indlevelse og ikke mindst lyrisk-musikalsk samhørighed, som det er tilfældet hos Forgetting Feet, så placerer oplevelsen sig et helt andet sted: I beholderen der er forbeholdt cremen og kun cremen.