Håkan Hellström

Håkan Hellström er den slags mandlig musiker Danmark savner. En halvung sag, der kan charmere både gamle og unge med drenget udseende og naive kærlighedserklæringer. For slet ikke at forglemme en energi og ligefremhed, der spreder smil over alt.

“Jamen, hvad med Tim Christensen?”, vil nogen protestere. Men det magiske ved Hellström, er at han egentlig er milevidt fra Tim C’s ligefremme popunivers. Svenskeren bevæger sig i stedet faretruende på grænsen mellem umuligt umelodiøs og ganske genial. Nok med en fod i begge lejre. For som han selv synger på sit seneste album, ‘Ett kolikbarns bekännelser’, så drømte han, at han kunne synge, men det kunne han ikke.

Helt toneren eller ej, så har Håkan Hellström leveret en god portion smuk pop gennem de seneste fem år, siden han forlod det populære band Broder Daniel. Tre roste album er det blevet til, og nu slipper solisten så en slags opsamlingsplade med uudgivne numre, coverversioner og liveoptagelser. En slags plaster på såret til fans, der nok må indse, at det næste Hellström-album måske lader vente på sig, eftersom charmetrolden lige er blevet far for første gang.

Og det er skam et fint, lille plaster. Selv nye besøgende i Hellström-land vil få en god introduktion. For skiven giver et godt billede af hvad det er sangeren kan. Hvem andre kan for eksempel synge “Jeg hader at jeg elsker dig, og jeg elsker dig så meget, at jeg hader mig”, så man ikke kan lade være med at nikke genkendende eller fatte ufattelig sympati for stakkelen?

Det opsamlingen dog savner, er flere beviser på svenskerens utrolige energi. En energi hans første to albums var gennemblæste af, men som her kun kommer til udtryk på sangen ‘Klubbland’, der til gengæld også er lige i øjet.

Og jeg vil alligevel bære plasteret, som en ryger, der higer efter nikotin i savnets værste stunder.