Klondyke

Klondyke skitserer på deres tredje album et billede af livet i en globaliseret og moderne verden. Musikalsk er rockrødderne, som var meget synlige på Klondykes to første udgivelser, blevet afløst af en mere varieret, poppet og til albummets tema tidssvarende lyd.

Med konkrete billeder og håndgribelig lyrik leveres en række skildringer af personer i en grænseløs søgen, der er lige så rådvild som umiddelbar og lykkelig. De søger hver især at ramme guldåren, der skal føre dem til det moderne menneskes ultimative mål om realisering af sig selv og sin lykke.

Som en buddhists meditatative bestræbelser på at nå et højere indsigtsniveau søges skæbnerne forløst gennem en enkeltbillet til Kathmandu, en togtur gennem Europa eller som den unge kvinde i ‘Easy Rider (27)’, der tager flugten til et sorgløst joyride gennem vindtørre mexicanske landskaber: “Easy rider, hun er helt sin egen i fuld fart på sin chopper, langs kaktussernes sølvgrå elektriske hegn li’som Dennis Hopper. Der er ingen spørgsmålstegn på stregerne midt på vejen”.

Musikken og lyrikken giver på grund af den naive fortælleform umiddelbar mening og gør i sine bedste momenter krav på lytterens udelte opmærksomhed. Naiviteten er imidlertid også albummets svaghed, idet lyden og ordene mister vægt og særpræg, og i mangt en vending kommer til at fremstå som stangtøjslyrik ‘for the benefit of the crowd’. Der er allerede i læssevis af dansksproget musik på markedet, hvor de store spørgsmål bearbejdes i en moderne dagligdags referenceramme.

Intet ondt i det i sig selv, men for positivt at skille sig ud fra denne suppe af hverdagslignelser fordres det, at man har et par hagl ekstra i bøssen end alle de andre. Det har Klondyke ikke på ‘Verdensmand’.