Strays Don’t Sleep

»I sing, it sounds like a threat. When Neilson sings, it sounds like a promise« har Matthew Ryan meget præcist kogt samarbejdet mellem de to sangere og sangskrivere ned til. Denne fond af forfinet sukker og grovkornet peber udgør grunden for det ni-retters pragtmåltid, som ‘Strays Don’t Sleep’ serverer på sit selvbetitlede debutudspil.

Matthew Ryan og Neil Hubbard kommer fra hver sin del af sangskrivergenren. Ryan personificerer forestillingen om den rasp-røstede storbyboheme, der søger nattens skyggesider, mens Hubbard er den pæne dreng i klassen, der med guitaren under armen lever i en konstant søgen efter den perfekte pop-sang. Sammenstillingen af Ryans grumme vokal og notoriske livsmistro med Hubbards skønsang og skrøbelighed er ikke uden effekt. Langt fra.

Med den fælles musikalske og lyriske grundstamme og de to sangskriveres synlige forskellighed afleveres de simple og uhyre melodiøse kompositioner med en popsangs lethed og en vinternats mørke. I ét øjeblik lister man sig med Matthew Ryan langs husmurene i en forblæst åndsforladt provinsbynat i nummeret ‘Martin Luther Ave.’ for i det næste at sidde på skødet af Onkel Hubbard og betragte stjerner og føle stort i ‘Night Is Still’. Altsammen bundet sammen af simple toner fra guitar og klaver garneret med en snas elektronisk stemning. Det er intet mindre fremragende.

Både Ryan og Hubbard har før vist, at de kan noget hver for sig, men de har ikke tidligere nærmet sig det niveau, som de når hånd i hånd med Strays Don’t Sleep. Sikkert i land i 2006 og, med en bagudskuende besserwisseners klarhed, er der ingen tvivl om, at dette album hører til et af det forgangne års bedste udgivelser inden for sin genre.