Luke
Selvom københavnerkvintetten Luke er pæredansk, så når de hele kloden rundt på deres andet musikalske postkort ‘Guaratiba’, der udkommer fire år efter jomfrurejsen med debuten ‘Luke’.
De danske globetrottere har lavet eventyrlystig elektronisk musik blandet med sydamerikansk samba, jamaicanske reggae-rytmer samt lydmæssige lån fra blandt andet tysk krautrock og franske Air. For at gøre jordomrejsen komplet er albummet desuden opkaldt efter den lille brasilianske by Barre de Guaratiba syd for Rio de Janeiro, hvor gruppen indspillede de polerede popsange.
De mest mindeværdige melodier er den funkede singleforløber ‘I Love You’ og det Sophie Ellis-Bextor-agtige popnummer ‘Up & Down’ – en elektrisk boogie, der er catchy og cool. Derefter sænkes farten med flerstemmig fællessang mellem sangskriveren Nikolaj Grandjean og sangerinden Tanja Thulau, der med hjælp fra strygere fra det Kongelige Kapel får skabt en intim interesse for deres smagfulde skønsang. So far so good – men man skal som bekendt tage det søde med det sure:
Den farverige, eksotiske lyd er pæn og poppet, men samtidig også en anelse anonym, ligesom den elektroniske indpakning med androide-stemmer, lommeregner-lyde og symfoniske synthezisere ender med at blive ganske gennemsigtig. Trods en god start på turen til troperne virker det som om, at de rejselystne danskere undervejs har glemt deres musikalske pas og personlighed i jagten på inspiration og indtryk fra nær og fjern.