Sukpatch

Det var lige ved at være slut for Chris Heidman og Steve Cruze. Begge var de overbeviste om at det musikalske partnerskab, der startede på kollegieværelset tilbage i 1990, var definitivt ovre på grund af en dårlig tur i studiet og begge var de faktisk begyndt at se sig om efter andre sider af livet. En gik ind i reklamebranchen, en anden investerede i Popeyes Chicken & Biscuits, og på en eller anden måde kom der endnu et fint indie-pop album ud af det.

Det er et mærkeligt lille univers, Sukpatch bevæger sig i. Klangbunden er så amerikansk, som den kan blive, og det skulle ikke undre nogen om der stod en Eels-plade eller fire hjemme på hylden og vifter med opskriften på gode melodier. For den er Heidman og Cruze tydeligvis i besiddelse af, og de følger den faktisk også i de fleste sange. Men mængden af ingredienser er få og udtrykket er – ikke mindst på grund af en velplaceret, halvtør electronica og forskellige syntetiske elementer – nærmere lo-fi end luftigt. Her spiller guitaren også sin rolle, og med sin sløsede brægen er den et glimrende billede på den generelle attitude hos duoen, der konstant begrænser sig til en slags udstrakt-på-sofaen-tilgang til lyden.

På en eller anden måde er der noget vanvittigt sympatisk over dette album. Det prøver ikke at være mere end det er; en række oprigtige udsagn, der luntende følges til dørs af en lige så lang række insisterende stemninger.