The Sword
Hårdtpumpede barbarer med økser af ild, frodige storbarmede gudinder, fabeldyr i alle afskygninger og episke opgør med onde magter.
Den får fuld skrue på Dungeons & Dragons knappen i teksterne på stoner-bandet The Sword’s debut, ‘Age of Winters’, et album, der stinker langt væk af bong-vand og dårligt udluftet drengeværelse – og det er ment på den bedst tænkelige måde. Drengene med det nærmest homoerotiske navn formår nemlig at skabe riffs og sange, der er mindst lige så monumentale og intoxikerende, som de førnævnte storbarmede gudinder.
Kvartettens blanding af stoner-rock og doom-metal er ikke vanvittigt original, og man hører klare referencer til bl.a. Black Sabbath, Kuyss, Electric Wizard og Fu Manchu. Men The Sword udviser en enorm opfindsomhed inden for de kunstneriske rammer, de har sat sig, og de har en evne og lyst til at lege med genrerne, som påkalder sig Mastodons kataklysmiske damp-barns eskapader.
Og så har jeg altså svært ved ikke at falde for et tekstunivers, der er så sindssygt gennemført, som det på ‘Age of Winters’, om ikke andet, så fordi det er fuldstændigt umuligt at vide, om The Sword er dybt seriøse, når de skråler herligt testosteronfyldte og ganske poetiske linier som:
“Lament the passing of the auroch/And the slaying of the ancient wyrm/Would you dare to meet the stare of the basilisk/or face the flames as the phoenix burns”
Ja, har vi ikke alle spurgt os selv om det på et eller andet tidspunkt…