Van Morrison

2 6

For godt 9 måneder siden lettede denne anmelder på hatten over Morrisons produktivitet. Det skete i anmeldelsen af forgængeren til den forhåndenværende udgivelse. Og nu er han så tilbage. Jamen jamen. Det skal i denne sammenhæng nævnes, at kun tre af albummets fjorten numre kommer fra Morrisons egen hånd, hvilket kan forklare tempoet.

Ikke mange nye vendinger kan klæbes på dette 39. udspil fra Mr. Morrison, som mest af alt kendetegnes ved sin middelmådige og usandsynligt forudsigelige køreplan. Selv en blind og døv ville uden besvær kunne finde fra A til B på Morrisons road map, der over fjorten numre tager lige så mange svinkeærinder og byder på lige så mange overraskelser som Roskilde-motorvejen.

Lidt pedal steel, fiol, mundharpe, en pæn portion guitar og den røgede barstemning, som Morrisons vokal altid bibringer, og man har noget, der ikke fejler. Og det er lige nøjagtig, hvad ‘Pay The Devil’ mangler: At sætte noget på spil. Hvis musik som Morrisons, der ligger i den bluesede folk-genre, skal bide sig fat med sine ofte temmelig simple ord og kompositioner, skal følelserne frem i forreste linie. Blod, sved og tårer er et folkekrav, og det leveres ikke.

Efter at have været igennem albummet en gang eller to står det som et stort spørgsmål, hvorfor Morrison overhovedet har villet indspille (og udgive!) et album med disse genbrugssange, når han tydeligvis ikke føler stærkere for dem. Man kan kun håbe, at inspirationen og nerven er kommet tilbage, inden han igen står klar med en nyudgivelse under armen. Alt andet vil være en skam.

Van Morrison. 'Pay the Devil'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af