Pink

God pop, der indgyder respekt blandt selv de ikke-edsvorne popforbrugere, er ikke nem at koge sammen, men med en passende mængde selvironi, samt tekster, der stikker dybere end ‘hjerte-smerte’ og ‘ryst den røv’, er det opnåeligt.

Den altid lettere fortørnede popdiva Pink har i lang tid bestræbt sig på netop dette, endda med overvejende meget held, men på hendes fjerde album bliver de gode og meget ærlige intentioner til en lidt børnefornærmet opsang med en skuffende uambitiøs lydside. Lejlighedsvise guldkorn er dog at finde, men der er langt imellem, og man må derfor zappe meget i sin søgen efter den vindende, iltre Pink.

‘I’m Not Dead’ åbner med singlehittet ‘Stupid Girls’, der giver popkulturens idealisering af virkelighedsfjerne blondiner med undermåler-hunde og g-strenge en velfortjent olfert, og den sang fungerer på alle områder. Hårdtpumpende, arrigt og ikke mindst morsomt, hvilket videoen underbygger til fulde.

Derfor skuffes man hurtigt, når de følgende sange viser sig som ordinære refleksioner over tabt kærlighed, misforstået ungdom og tilmed præsident Bush. Sidtnævnte udskældes i et nummer skrevet i samarbejde med Indigo Girls, men heller ikke her bliver fortørnelsen fulgt til dørs af hverken tekst eller musik, men bliver blot en ufarlig og helt igennem forglemmelig kindhest til ‘The Man’. I få numre som ‘Cuz I Can’ og bonustracket ‘Fingers’ viser Pink sig igen fra sin skarpe og hårdtslående side, og det virker, men er simpelthen ikke nok til at bære et helt album.

Pink har beklageligvis mistet noget af den musikalske råstyrke, der før har givet troværdig substans til både ballader og festnumre, og dermed bliver ‘I’m Not Dead’ en serie af velmente, men uinspirerende, forsøg på at være voksen på den fede måde.