Panic! At The Disco

Når Blink 182 angives, som den oprindelige inspirationskilde, kan man nemt rammes af den grundangst, der nu engang følger med (mal)strømmen af netop den slags amerikansk teenpunk. Men Panic! At The Disco’s debutalbum navigerer sig frygtløst gennem så mange genrer, klichéer og nyopdagelser, at de bange anelser erstattes af mådeholden nysgerrighed, der næres af titler som ‘Lying is the Most Fun a Girl Can Have Without Taking Her Clothes Off’. Godt så!

Just forladt mors skørter i Syndens By, Las Vegas, har de fire drenge sammenflikket et album af punk, emo, pop og electro, og dertil opdelt det i to sektioner, hvor første del leger med futuristiske midler og genrer, mens resten bekender sig til en nærmest traditionel nostalgi. Man bliver dermed både udsat for trance-beats og momenter med pianette-akkompagneret bigband, hvilket sært nok alt sammen finder plads i en større sammenhæng.

Frontvokalen (Brendon Urie) minder for en stor del om de fleste af genrens samme, men formår alligevel at følge og udfordre de opfindsomt snørklede veje, som både tekst og musik tager, så det aldrig bliver egentlig kedeligt. Albummet er ikke nogen banebrydende kreation, og den er heller ikke lige sjov hele tiden, men den introducerer en ambitiøs gruppe, der vover skindet med udvidelsen af en ellers lidt kedelig og meget kommerciel genre.