Grant-Lee Phillips
Grant-Lee Phillips brød grungemuren med den akustiske debut ‘Fuzzy’ i 1993 med trioen Grant Lee Buffalo. Siden har sangskriveren været garant for netop letgenkendelig akustisk rock og country med dybe historiske rødder i et solidt og bredt funderet tekstunivers. Den kurs har ikke haft mange afstikkere. Heller ikke efter Phillips gik solo i 2000. Med ‘Nineteeneighties’ præsenterer amerikaneren sit fjerde soloudspil.
Som et slags personligt mixtape har Phillips samlet sine helte og inspirationskilder og genfortolker dem på sin egen akustiske og nedtonede form. Netop den nedtonede form er blevet lidt af en sovepude for Phillips, der synes at køre rundt i cirkler uden rigtig at kunne bryde den. Når Phillips er faretruende tæt på at blive en kliché for sin egne skabeloner, er det svært at skabe ægte troværdighed omkring et projekt, hvor linen endda fortsættes videre ud i coverversioner.
Joy Divisions ‘The Eternal’, Echo & The Bunnymens ‘Killing Moon’ og The Smiths ‘Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me’ er alle fremragende sange. Men i hænderne på Phillips bliver disse perler reduceret til en omgang lejrbålshygge eller søndagstristese i soveværelset.
Fred være da med det. Men det rykker ikke rigtig noget. Måske bortset for hos Phillips selv, som synes at have plantet sine rødder så dybt, at det er svært for den fremragende sanger at blomstre på ny.