The Feeling

I de gode gamle dage stod maden på bordet til tiden, børnene lo og næredes blot ved hinandens selskab, vel at mærke uden at blive beskidte, og sommeren var en uophørlig havefest med spareribs og velklædte forældre, der stadig elskede hinanden. Det er dette billede, The Feeling lægger storladen musik til. Potentielt trættende, ja, men reelt ganske opløftende i sin totale hengivelse til 60’ernes pompøse riffs og ditto omkvæd, der sniger sig ind på én, for på ublu vis at pådutte foruroligende virksom munterhed.

De fem unge mænd fra Sussex er ikke bange for refræner med ordlyden ‘Na na na’, som den opmærksomme radiolytter nok har opdaget i nummeret ‘Sewn’. Ej heller er de bange for rumklang eller endeløse outroer, og de slipper for størstedelen ganske pænt fra det. Primært fordi melodierne i sig selv er solide nok til at bære en så tyk ornamentering, og der udover fordi det instrumentale arrangement er så tilpas simpelt, at der er plads til lir.

Akilleshælen bliver korsarrangementerne, i hvilke klicheerne har en vis passende, ironisk charme, men er lagt så langt fremme i produktionen, at de alt for ofte dominerer billedet groft og bliver direkte ødelæggende for den virkelig kompetente frontvokal. Cirka halvdelen af albummet devaluerer dermed fra opløftende ABBA/The Beatles inspireret, progressiv pop, til banal popmekanik.