Mikael Simpson

Enspænder med hang til electronica. Det må være den mest præcise beskrivelse af Mikael Simpson. For den alt andet end teknologi-forskrækkede troubadour har på sit tredje soloalbum droppet en del af sine velkendte og vemodige mol-akkorder på guitaren og i stedet koncentreret sig om at videreudvikle sine evner for at lave dynamisk digital musik.

Dermed kan samarbejdet med house-handymanden Anders Trentemøller altså fortsat spores i det lydmæssige laboratorium. Resultatet er dog ligeså melankolsk og melodiøst som altid hos syvsoveren Simpson, der fremfører sine sange på sin sædvanlige, men sjælfulde ‘dig og mig og vi to’-facon.

‘Mist dig selv i mig’ er en åbenbaring af et åbningsnummer med syntetiske strygersymfonier og døsige dub-effekter. Uden at blinke gør man som manden beder om, og tilgiver ham derfor genbruget af mantraet “Ensomhed husker det tosomhed glemmer”, der ellers tilhører ‘Knæk’ fra debuten ‘Os to + lidt ro 2002’. Derfra fortsætter triumftoget med sofistikerede sange om kærlighed, kriser og kokain.

Men mod slutningen læner ‘Stille og uroligt’ sig desværre lidt for meget op ad Simpsons seneste album, hvilket hæmmer helhedsindtrykket. ‘En bacille i mit blod’ er for eksempel en forholdsvis fantasiforladt fætter til ‘Er du kommet for at faa noget?’ fra ‘De ti skud’. Og dertil kommer et par instrumentale parenteser, der med fordel kunne være endt på sidste års samling af b-sider og overskydende sangmateriale fra harddisken.

Tekstmæssigt er Simpson dog stadig så påfaldende poetisk og pudsig, at han ved siden af karrieren som musiker burde blive ansat som alternativ ordsprogs-ordkløver til alverdens Gajol-pakker. Eksempelvis lyder det undervejs i ‘Jeg sidder fast’, “Gode dyr er rådne/gode råd er dyre/vildt dyre”. Mikael Simpson er og bliver en ener.