Roskilde 06: Kanye West – folkeligt fænomen

Kanye West er manden i midten. Med et unikt blik for potente hits og melodiøse hiphopbaskere, er han en af de få hiphopnavne, som kan fylde Orange Scene ud på en lørdag aften. Det gjorde megastjernen med folkelig og festlig appel, hvor der blev delt rundhåndet ud af bagkataloget til både gården, gaden og godtfolket.

Den stort anlagte ‘Diamonds Are Forever’ kickstartede løjerne med en højenergisk Kanye, der havde medbragt et helt strygerensemble til at komplementere de grandiøse og sjælfulde produktioner. Det gav lytteoplevelsen et præg af storslåethed, som manden i centrum langt hen af vejen formåede at udnytte.

Koncerten virkede gennemtænkt og nøje iscenesat, men også med vel mange udefrakommende indslag, hvor både nye og gamle syng-med-soulklassikere sikrede sympatien fra publikum. Det virkede til tider letkøbt og sågar lettere komisk da A-Ha’s ‘Take Me On’ bragede ud af højtalerne. Man kunne med rette have ønsket sig, at Kanye West havde turdet at satse mere på sit ekstraordinære talent og eget træfsikre materiale. Også set i lyset af, at den elegante rapper udviste fin teknisk mikrofonsnilde på en aften hvor lyden var i særklasse.

Men Kanye West var først og fremmest kommet for at levere en fest og mange festivalgæster indløste deres billet ved leveringen af hits som ‘Golddigger’ og ‘Touch the Sky’. Og så kunne man godt tilgive fænomenet, at den himmelsk udførte ‘Jesus Walks’ til slut understregede, at der er også var en del uforløst potentiale tilbage på scenen.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af